- I Nuuk var jeg danskeren, og i Danmark var jeg grønlænderen
Den har været i Nordnorge, i Nuuk og nu er fotoudstillingen ”De Sprogløse” aktuel i Det Grønlandske Hus i København.
Udstillingen er et indblik i, hvordan det at være grønlænder og tale dansk uden at kunne tale grønlandsk og være same og tale norsk uden at kunne tale samisk.
At være en minoritet inden for minoriteten, som de to kunstnere bag udstillingen forklarer det.
- Heldigvis kan størstedelen af folk godt deres modersmål, men så er vi nogen, der ikke kan af forskellige årsager, som træder lidt uden for og føler sig uden for. Så bliver man lidt en minoritet inden for en minoritet, siger 37-årige Jukke Rosing.
Sammen med 35-årige Marte Lill Sombye, er de fredag i København for at åbne udstillingen, der består af 29 billeder.
- Vi vil jo gerne vise, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Mange gange mener man, at identitet binder sig til sproget og nærmest udelukkende. Men fordi du ikke kan sproget, behøver det ikke at udelukke dig fra noget, du føler, du er en del af, siger Jukke Rosing, der er fra Nuuk, men i dag bor på Ærø i Danmark.
At stå uden for sin kultur
Udstillingen sætter billeder på følelsen af at stå uden for sin egen kultur og havne i en identitetskrise. Den er et forsøg på at bryde et tabu over at føle skam ved ikke at kunne tale sit modersmål.
Men også et vindue til debat og retten til at definere sig selv, forklarer Jukke Rosing.
Værk fra udstillingen "De Sprogløse" af Jukke Rosing og Marte Lill Sombye
- I Nuuk var jeg danskeren, og i Danmark var jeg grønlænderen, og det var det, jeg prøvede at bryde med. Jeg tror, det var det samme, Marte følte. Du var enten eller. Man kunne aldrig selv definere, hvem man var. Så det var også et opgør med, at vi har lov til at definere os selv, siger hun og uddyber:
- Når Marte var længere sydpå i Norge, mente de, hun var same, og så mente de per default, at hun også måtte kunne tale samisk, og når hun var oppe nordpå, undrede de sig over, hvorfor hun ikke kunne.
- Det var det samme med mig i Nuuk. Når jeg var hjemme i Nuuk, så undrede de sig over og nogle gange blev de sure på mig, fordi jeg ikke kunne sproget, og i Danmark stillede de lige så undrende spørgsmål til, hvorfor jeg ikke kunne grønlandsk. Det var en konstant retfærdiggørelse af ens eksistens.
Et vindue at spejle sig i
Der er også en rød tråd i forhold til, at udstillingen både har været i Nordnorge, i Nuuk og nu i København:
- For os var det rigtig vigtigt, at den kom alle tre steder, som er så stor en del af vores fælles historie. At den kom til de lande, som er indblandet i vores problematikker. Vi håber jo, at de folk, der måske har set lidt skævt til os, måske tænker sig om en ekstra gang, og at de, der har det på samme måde som os, måske kan føle en form for lettelse, at man ikke står alene om det her.
Udstillingen "De Sprogløse" i Det Grønlandske Hus løber frem til den 1. april.
