I Danmark dør flere med corona mens antal indlagte fortsat falder

I alt 218 coronasmittede er døde. Fra tirsdag til onsdag er yderligere 15 personer døde.
Ifølge tallene fra Statens Serum Institut er 2933 af de i alt 5386 bekræftet smittede kvinder. Det svarer til 54 procent af det samlede antal. Foto © : Claus Bech/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
08. april 2020 12:05

Antallet af coronasmittede fortsætter med at stige, mens at antallet af indlagte coronapatienter fortsætter med at falde.

Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut.

Onsdag er i alt 218 personer døde, mens de var smittet med corona. Det er 15 flere end i tirsdagens opgørelse.

Det kan ikke siges med sikkerhed, om coronavirus har været dødsårsagen hos de 218 personer, da mange af dem i forvejen har lidt af andre sygdomme.

LÆS OGSÅ 203 coronasmittede er nu døde i Danmark

I forhold til antallet af indlagte er der onsdag 453 personer, som er indlagt med coronavirus på et af landets sygehuse. Det er 19 færre end i tirsdagens opgørelse.

Med onsdagens tal er der nu sket et fald i antallet af indlagte syv dage i streg, siden antallet foreløbigt toppede 1. april med 535 indlagte.

Ud af de i øjeblikket 453 indlagte befinder 127 sig på en intensiv afdeling. Af de 127 har 103 det så skidt, at de er nødt til at få hjælp af en respirator.

Fra tirsdag til onsdag er der ikke sket nogen ændringer i antallet af patienter, der er på intensiv eller har brug for respirator.

Antallet af bekræftet smittede blev tidligere onsdag opgjort til 5386 personer. Det er en stigning på 315 siden tirsdag.

LÆS OGSÅ Eksamener i 9. og 10. klasse i Danmark er aflyst

Det er langtfra alle med symptomer for coronavirus, som bliver testet. Derfor vurderes det reelle smittetal at være langt højere.

Statens Serum Institut vurderer, at op mod 30-70 gange flere end de officielle tal kan være smittet med virusset.

Det er dels baseret på erfaringer fra Island og Tyskland. Derudover er estimatet bygget på test af 1000 danskere, der har doneret blod.

Hvor der tidligere har været en overvægt af mænd, som bliver smittet med virusset, er det nu kvinderne, der i større grad smittes med corona.

LÆS OGSÅ Regeringen genåbner Danmark gradvist efter påske

Ifølge tallene fra Statens Serum Institut er 2933 af de i alt 5386 bekræftet smittede kvinder. Det svarer til 54 procent af det samlede antal.

Skiftet i overvægten mellem de to køn ser ud til at være sket efter 12. marts, hvor myndighederne gik fra en inddæmningsstrategi til en afbødningsstrategi.

Indtil videre er 57.535 personer blevet testet for corona.

/ritzau/