Hvalros sænker russisk militærbåd i Arktis

Russiske forskere og militærfolk fik sænket en båd, da de blev angrebet af en hvalros, der ville beskytte sine unger.
Det russiske forsvarministerium oplyser, at den angribende hvalros var en hun, der ville forsvare sine unger. Arkivfoto.
28. september 2019 16:33

En russisk militærbåd er blevet sænket af en angribende hvalros i det arktiske Rusland, skriver CNN.

Ombord på båden var forskere og militærfolk på forskningstur ved den russiske øgruppe Franz Josef Land ikke så langt fra Svalbard.

Ingen kom til skade ved angrebet, og alle ombordværende nåede sikkert i land, skriver forskningsorganisationen, Russian Geographical Society (RGO) i en meddelelse.

LÆS OGSÅ Klimaforandringer truer arktiske dyr

Det russiske forsvarsministerium fortæller, at den angribende hvalros var en hun, der ville forsvare sine unger.

- Med en velkoordineret indsats fra militærfolkene lykkedes det at undgå alvorlige problemer. Det lykkedes folkene at tage båden tilbage fra hvalrosserne uden at gøre dyrene fortræd, skriver ministeriet.

Forskerne og militærfolkene, der hører til den arktiske del af det russiske militær, var på en fælles forskningstur for at se på  dyre- og planteliv og is i området.