QULAARPAA Hvad er koalitionens vigtigste mål?

I aften starter Qulaarpaa op igen. Det sker med en debat om, hvilke af de mange løfter i koalitionsaftalen, der skal gennemføres som det første.
Knud Kristiansen, Kim Kielsen & Anda Uldum Foto © : Tusagassiivik
Skrevet af Walter Turnowsky
29. januar 2015 10:49

Koalitionsaftalen, der blev underskrevet den 5. december, indeholder en lang liste af politiske projekter, som Naalakkersuisut ønsker at gennemføre. Det er lige fra nye lufthavne, over gratis hjemmehjælp, nyt sygehus, kunstgræsbaner og til lavere selskabsskat.

Der er tale om i alt mindst 25 forslag, som vil påføre landskassen nye udgifter.

Hårde prioriteringer

Samtidig er økonomien i forvejen hårdt presset, sidste år gav finansloven et underskud på omkring 300 mio kr.
- Politikerne kommer til at foretage nogle hårde prioriteringer.

Læs også GA: Aftale med et stort prisskilt på

- Det er indlysende, at man ikke kan gennemføre samtlige løfter på en gang, fastslår formanden for Grønlands Økonomiske Råd, professor Torben M. Andersen.
Han kan ikke give et præcist bud på, hvor meget de mange løfter kommer til at koste, men fastslår, at der er tale om et betydeligt beløb. 

Reformer virker først efter flere år

Koalitionsaftalen indeholder dog også planer til finansieringen af de politiske løfter. Der skal skaffes nye indtægter, men især skal en række reformer aflaste landskassen. Økonomisk Råd har i adskillige år og i stadig tydligere vendinger peget på, at disse reformer er nødvendige, hvis Grønlands husholdningskasse skal hænge sammen.

- Det er vigtigt og rigtigt, at man nu vil tage fat på reformerne. Men man skal være opmærksom på, at det i de fleste tilfælde tager flere år, inden sådanne reformer slår igennem, siger Torben M. Andersen.

I Qulaarpaa vil politikere fra Naalakkersuisut og oppositionen diskutere, hvordan opgaveren skal prioriteres. Hvilke ting er vigtigst, og hvordan sikrer man, at finansloven hænger sammen.

Programmet bliver sendt på KNR TV i aften kl 19.30 på grønlandsk og 20.30 på dansk.