Hustru og ven om Erik Jensen: Han skal lære at sætte grænser

Den nye formand for Siumut vil samle partiet. Mød hans hustru og hans ven.
01. december 2020 05:54

Siumut valgte søndag Erik Jensen som formand for partiet efter seks år med Kim Kielsen for bordenden. 

Det var et tæt valg, hvor Erik Jensen fik 39 stemmer mod Kim Kielsens 32.

Nu skal partiet vænne sig til at have en anden formand.

LÆS OGSÅ Ny Siumut-formand: Jeg er stolt og beæret

På Erik Jensens cv står der, at han har været et meget aktivt ulønnet bestyrelsesmedlem, spiller og træner i håndbold og fodbold for børn og unge i over 23 år. Han spiller også selv fodbold. 

Hvis man spørger Erik Jensens kone, er hendes mand glad, venlig og meget snakkesalig. Men han er også en mand med lidt for meget vilje ifølge konen.

 

Foto © : KNR / Malik Brøns

Heidi Ramsøe. Foto: Malik Brøns

 

- Han er et menneske med kæmpe vilje, der er helt utroligt. Nogle gange er jeg nødt til at trække ham tilbage og sige til ham: hallo stop lige. Når han kommer i gang, så kører han bare afsted, siger Heidi Ramsøe.

De to har tre døtre sammen på 10, 14 og 24 år. 

En travl mand

Konen tegner et billede af sin mand som arbejdsom og pålidelig, men han er også en mand, der glemmer at tænke på sig selv.

- Alle mennesker har en svaghed. En af Eriks svagheder er, at han ikke kan sætte grænser for sig selv. Når han har en vigtig opgave, så arbejder han grænseløst for at kunne aflevere et godt stykke arbejde, siger hun.

LÆS OGSÅ Kim Kielsen tabte valget: Det er en lettelse

Erik Jensen og Heidi Ramsøe har været sammen i 26 år, siden de var 19 år. Hun har efterhånden vænnet sig til hans travle hverdag med politik og sport. Men nogle gange føles det ensomt hjemme i Sisimiut, når Erik Jensen er til Inatsisartut-samling i Nuuk.

- Han støtter mig altid i mine interesser, han er altid ved min side. Derfor synes jeg også, at jeg skal støtte hans interesser, siger hun.

Erik Jensen skal lære at sige nej

Søndag aften på Siumuts landsmøde - kort inden de delegerede skulle vælge formand - trådte borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen, på talerstolen og erklærede sin støtte til Erik Jensen.

Det er måske heller ikke så mærkeligt, fordi Malik Berthelsen og Erik Jensen har kendt hinanden siden de var unge og er begge vokset op i Sisimiut.

 

Foto © : KNR / Malik Brøns

Malik Berthelsen og Aki-Mathilda Høegh-Dam erklærer deres støtte til Erik Jensen inen afstemningen. Foto: Malik Brøns

 

Malik Berthelsen kender Erik Jensen som et menneske, der er hjælpsomt, og som kan lide at have travlt.

- Jeg har kendt Erik i omkring 25 år. Hans svaghed kan være, at han glemmer at sige nej. Det er meget vigtigt indenfor familien og i politik at kunne sige nej og sætte grænser, siger han.

LÆS OGSÅ Ekspert: Derfor tabte Kim Kielsen til Erik Jensen

Erik Jensen selv erkender, at han kan blive bedre til at sætte grænser og kunne sige nej.

- Ja, det er rigtigt, det er noget jeg skal lære at blive bedre til. Jeg kommer til at have mange opgaver, som jeg skal uddelegere, men jeg har heldigvis mange dygtige medlemmer, som kan hjælpe mig, siger han.

- Jeg er et menneske, der kæmper for at vinde, og som har vilje til at komme i mål med noget. Men jeg er også meget menneskelig, og jeg vil gerne snakke med alle.