Hurtigt internet til bygdeskoler: Børn i Kangaamiut lavede videoopkald til naalakkersuisoq

Skolen i Kangaamiut er den første skole, der er koblet på internettets motorvej. Det hurtige internet giver nye muligheder på skolerne i bygderne.
Børnene i Kangaamiut prøvede den nye internetforbindelse med en videosamtale med naalakkersuisoq for uddannelse, Ane Lone Bagger. Foto © : Tele-Post
Skrevet af Karsten Sommer
02. oktober 2019 09:16

Tirsdag var en glædelig dag på bygdeskolen i Kangaamiut.

Her introducerede Tele-Post sine nye modemforbindelser, der giver hastigheder, der skaber helt nye muligheder for børn og lærere i bygden.

Konkret bliver det nu muligt at bruge videoforbindelser, Skype og live streaming, fortæller Tele-Post.

LÆS OGSÅ Tele-Post skruer op for internethastighed

Den nye internetforbindelse blev fejret med en Skypesamtale, hvor naalakkersuisoq for uddannelse, Ane Lone Bagger (S), fra Nuuk fik en snak med eleverne fra Kangaamiut, som hun ønskede tillykke med de nye forbindelser.

- Dette er et stort skridt for Kangaamiut og for vort land i takt med, at forbindelserne rulles ud flere steder. Verden åbner sig for børnene, lyder det fra Ane Lone Bagger.

LÆS OGSÅ Bedre internet til de fleste bygder

54 bygder i hele landet vil i de næste måneder modtage samme type modem, og opsætningen er begyndt i bygderne i Qeqqata Kommunia med Avannaata Kommunias bygder som de næste.