BILLEDER Hundeslædeløb i Sisimiut

Det årlige hundeslædeløb i Sisimiut blev afviklet i weekenden hvor mange af byens borgere var mødt op for at heppe på deltagerne.
Skrevet af Simon Uldum -
09. marts 2016 06:37

- 7 vindelystne mænd med ivrige, motionslystne slædehunde stillede op trods et noget skiftende vejrforhold, så da formanden for Qimusseq, Timooq Filemonsen, sænkede flaget som tegn på GO, gik det raskt af sted derudad - sånær for en enkelt deltager, som netop var i færd med at spænde for, det skriver Qimusseq Sisimiut i en pressemeddelelse.

En sikker vinder var Marius Inusuqtoq med tiden 01.49.50 timer.

Løbet foregik som vanligt fra det sidste hundehold ved vejen mod grusgraven ud til Udsigten med et flot fremmøde af tilskuertilslutning, og bestyrelsen havde disket op med salg af snacks samt varme drikke. 

Vejret artede sig til en start eksemplarisk, men ruten bar præg af svære snefygninger og sne generelt efter et par dages snevejr, som i øvrigt ellers var tiltrængt til både by og opland, men det var jævnfør deltagernes udsagn en brav kamp med sneen undervejs.

I april afholdes løbet for børn, damer samt parvæddeløb. Det kan man læse mere om på Sisimiut Qimusseqs hjemmeside.

 

Resultatet fra løbet

  1. Marius Inusuqtoq: 01.49.50 timer
  2. Hans Johan Kristensen: 01.52.41 timer
  3. Jonas Jessen: 02.05.31 timer
  4. Hans Marius Frederiksen: 02.15.50 timer
  5. Salik Damgaard: 02.30.50 timer
  6. Otto Mika: 03.05.11 timer
  7. Og endelig Nuka Peter Berthelsen, som faktisk kom først, men som desværre blev diskvalificeret pga. afkortet rute.