Hollandsk politi anholder 400 ved coronademonstration

Politi bruger vandkanoner i Haag, efter at fodboldbøller blandede sig i en demonstration mod coronatiltag.
Bag demonstrationen stod en gruppe, der kalder sig "Virus Vanvid". Men da flere hundrede mennesker dukkede op og blandede sig med hundredvis af fodboldfans, blev stemningen voldelig, og det fik politiet til at gribe ind. Foto © : Robin Van Lonkhuijsen/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
22. juni 2020 08:31

Politiet i den hollandske storby Haag har søndag anholdt omkring 400 mennesker under en protest mod coronatiltag i landet.

Mange af de flere tusinde demonstranter nægtede at forlade området, så politiet tog vandkanoner i brug for at opløse demonstrationen.

Demonstrationen havde udviklet sig til uroligheder, siger politiet. Flere hundrede demonstranter opsøgte aktivt slåskampe med politiet.

Voldelig stemning

Flere er anholdt for at kaste sten mod betjente. Andre blev taget med i politiets busser, efter at de nægtede at opløse demonstrationen og forlade stedet.

Bag demonstrationen stod en gruppe, der kalder sig "Virus Vanvid".

Men da flere hundrede mennesker dukkede op og blandede sig med hundredvis af fodboldfans, blev stemningen voldelig, og det fik politiet til at gribe ind.

Holland har knap 50.000 bekræftede tilfælde af coronasmitte. 6090 mennesker, der var smittet, er døde.