Hjertestarter kan redde liv

Hvis der findes en hjertestarter på steder, hvor folk samles, vil personer, der rammes af hjertesvigt have større overlevelsesmuligheder, det siger formand for Kalaallit Røde Korsiats førstehjælpsudvalg, Olav Petersen, i anledning af et tragisk dødsfald i Maniitsoq i mandags.
Skrevet af Karsten Sommer
30. november 2011 07:31

Her afgik en mand ved døden efter at have fået hjertestop i Maniitsoq-Hallen under træning.

Idrætshallen har ingen hjerterstarter, men havde de haft en, havde manden haft større mulighed for at overleve.

- Vi må erkende, at vi mangler en hjertestarter her i hallen, siger Maniitsoq Hallens inspektør, Kilaasi Rosbach Berthelsen, der først blev halinspektør i Maniitsoq i sommers.

- Jeg har ikke tænkt på det før nu, men den sørgelige hændelse i mandags viser jo, at vi har brug for det, så nu har jeg bestilt en, siger han til KNR.

I Godthåb Hallen i Nuuk har man to hjertestartere, men det er et særtilfælde. Næsten samtlige idrætshaller i Grønland mangler apparatet, der kan hjælpe hjertet i gang, hvis der opstår problemer.

Kalaallit Røde Korsiat meddelte i Qanorooq i går, at de nu vil gøre en indsats for, at der kommer hjertestartere på steder, hvor mange folk er samlet, såsom idrætshaller og skoler.