Hjemløs idømt anbringelse for drab på handicappet i Nuuk

En ældre, handicappet mand blev fundet død i havn i Nuuk sidste år. Inden var han blevet slået og sparket.
Skrevet af Ritzau
17. januar 2019 08:03

Kredsretten i Nuuk har idømt en hjemløs mand otte års anbringelse for et drab begået i marts sidste år. Det skriver det grønlandske medie sermitsiaq.ag torsdag.

Drabsofferet var en ældre, handicappet mand. Han blev sparket og trampet på, hvorefter han blev smidt i havnen i Nuuk.

Drabet skete i slutningen af marts 2018 ved lystbådehavnen i Nuuk.

LÆS OGSÅ Mand tiltalt for drab i lystbådehavnen i Nuuk

Ikke færre end 94 gange blev offeret trampet på og sparket, lød det i tiltalen mod den nu dømte mand.

Ifølge anklageskriftet havde offeret svært ved at forsvare sig på grund af en blodansamling i hjernen, der påvirkede hans ene arm og ben samt hans balanceevne, har mediet KNR tidligere skrevet.

Efter det brutale overfald blev den ældre mand skubbet i havnen. Han blev efterfølgende fundet livløs i vandet under isen.

LÆS OGSÅ Sigtet i drabssag tilbageholdt i 26 dage

LÆS OGSÅ Politiet efterlyser mand efter muligt drab

Politiet ledte efter ham, da der blev fundet nogle personlige effekter og blod ved værtshuste Pub Nuan i lystbådehavnen.

Motivet bag overfaldet var angiveligt, at den nu dømte ville have fat i nogle af den ældre mands ejendele.

Ifølge sermitsiaq.ag var der tale om en mobiltelefon, en stang hash og nogle småmønter.

Den dømte er i slutningen af 30'erne.

/ritzau/