Historisk slaveskib fundet på bunden af flod i USA

Slaveskibet Clotilda sejlede i al hemmelighed slaver fra Afrika til USA. Det fortsatte årtier efter, at Kongressen i USA i 1807 havde forbudt al import af slaver. 
Lorna Gail Woods er direkte efterkommer overlevende fra Clotilda. På billedet er hendes slægtstræ. Foto: Scanpix Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
23. maj 2019 13:12

Efter flere års søgen er det historiske slaveskib, Clotilda, fundet på bunden af Alabama River i USA. 

Det oplyser Alabama Historical Commission.

Clotilda sejlede i al hemmelighed slaver fra Vestafrika til USA. Det fortsatte årtier efter, at Kongressen i USA i 1807 havde forbudt al import af slaver. 

Historikere vurderer, at skibet blev sænket med vilje for at skjule beviser om slavehandel for mere end 160 år siden. 

- Efterkommere af overlevende fra Clotilda har i generationer drømt om dette øjeblik. Vi er meget glade for at kunne fortælle, at deres drøm endelig er gået i opfyldelse, siger direktør i Alabama Historical Commission Lisa Demetropoulos Jones til magasinet National Geographic.

Op mod 390.000 slaver vurderes at være sejlet fra Afrika til USA fra starten af 1600-tallet til 1860.

Tusinder af skibe var ifølge National Geographic involveret i slavehandlen, men kun få skibsvrag er blevet fundet.