BILLEDER Herrefodboldholdet klar til Island Games 2017

På nationaldagen spillede Grønlands fodboldherrer den sidste træningskamp mod Danmarksserie-holdet Vanløse. Og noget tyder på at landsholdet er klar.
Skrevet af Mads Pedersen
22. juni 2017 11:21

Grønland startede friskt i træningskampen mod Vanløse. Landsholdet vandt mange nærkampe og havde flere gode angreb. 

Det var tydeligt at spillerne havde tanket selvtillid efter gårsdagens 4-1-sejr mod F.C Nordhavn, der er en nystartet klub bestående af tidligere eliteungdomsspillere fra forskellige klubber i København. 

Kampen mod Vanløse var jævnbyrdig og Grønland kom foran 1-0 på et hårdt skud af Ari Hermann, uden chance for målmanden, efter en frispilning fra John Louis Broberg. 

Dette blev 1. halvlegs resultat. 

I starten af 2. halvleg kom Vanløse på 1-1 og selvom kampen bølgede frem og tilbage havde Vanløse de farligste chancer til sidst. Gode redninger af målvogteren Looqi Svane og et godt kæmpende forsvar holdt Vanløse fra at score, så kampen blev uafgjort.  

Landstræneren mener, at spillerne er klar til Island Games, der skal foregå på den svenske ø Gotland. 

- Spillerne har fundet deres roller på banen - systemerne fungerer og alle er nu i spillerform, udtaler landstræner Tekle Ghebrelul efter kampen. 

Damelandsholdet spillede også uafgjort i den sidste træningskamp mod Allerød 2-2.