BILLEDER Hele Naalakkersuisut hashtestes

OPDATERET med billeder af selve urinprøverne. I dag vil samtlige medlemmer af Naalakkersuisut aflevere en urinprøve, som bliver testet for spor af hash. Det sker som en del af Doris Jakobsens indsatsplan mod hashmisbrug.
Skrevet af Camilla Dam
24. maj 2016 11:39

Naalakkersuisoq for sundhed, Doris Jakobsen, har på et pressemøde præsenteret sin store indsatsplan, og her meddelte hun, at Naalakkersuisut har besluttet at vise, at regeringen står samlet omkring indsatsen mod hash.

Inatsisartut-medlemmerne er også velkomne til at aflevere et bæger med gult, når landets ledere testes klokken 14.15, men det er frivilligt.

Læs også VIDEO Stadigt stigende hashproblem går ud over børnene

Læs også Friske tal skal hjælpe på sundheden

Fra få døgn til flere måneder

Det er forskelligt fra person til person, hvor længe hash kan spores i en urintest. Jo oftere man ryger hash, des længere er det muligt at måle misbruget. Generelt kan et jævnligt forbrug måles op til flere måneder efter, mens et enkeltstående tilfælde kun kan måles i få døgn.

Det er stoffet THC, som man tester for at finde. Det lagres i kroppens fedtvæv og frigives langsomt gennem urinen, derfor tester man for et evt. misbrug via urinprøver og ikke fx via en blodprøve.

Se mere på hjemmesiden narkotester.dk.

Læs også VIDEO Inatsisartut har flere planer for at bremse hashsalg og misbrug