DEBAT Halvdelen af hver generation bliver tabt

Der er fortsat store problemer i folkeskolen. Uro i klassen gør det svært for lærerne at undervise. Resultatet er, at kun halvdelen af eleverne får en uddannelse efter folkeskolen. Det bliver emnet for aftenens valgdebat.
Alt for mange unge får ikke en uddannelse. Foto © : Arkiv/KNR
Skrevet af Walter Turnowsky
12. november 2014 12:22

Elever uden skoletaske, elever der kommer for sent og elever, der ikke kan koncentrerer sig, fordi de er sultne. Det er hverdagen i alt for mange klasseværelser. Lærerne skal bruge masser af tid på alt muligt andet end at undervise. Resultatet viser sig efter 10 års skolegang. En alt for stor del af eleverne går ud af skolen med en dårlig afgangseksamen, og under halvdelen af en årgang får en uddannelse.

Læs også Fokus på uddannelse i tv-debat

Økonomisk Råd har gentagne gange peget på, at et uddannelsesløft er tvingende nødvendigt, hvis Grønland skal stå på egne ben.

I aftens valgdebat skal partierne svare på, hvad de vil gøre for at skabe en bedre folkeskole. Hvad vil de konkret gøre, for at færre unge bliver tabt på gulvet.

Valgdebatten bliver sendt på KNR TV på grønlandsk kl. 19.30 og dansk kl. 21.00. De simultantolkes sideløbende på KNR2.