Halvdelen af den australske befolkning er sendt i lockdown

Endnu en australsk delstat er lukket ned. Imens stiger smittetallene andre steder i landet.
I begge stater er målet at få antallet af smittede ude i samfundet så tæt på nul som overhovedet muligt. Foto © : Brenton Edwards/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
21. juli 2021 09:19

Delstaten South Australia, hvor der bor omkring 1,7 millioner mennesker, er onsdag lokal tid gået ind i sin første fulde dag med nedlukning.

Dermed er over halvdelen af den australske befolkning nu underlagt coronarestriktioner, der af delstatsregeringerne betegnes som nedlukninger.

Samtidig har Australiens to største delstater, Victoria og New South Wales, meldt om markante stigninger i antallet af coronatilfælde.

LÆS OGSÅ Millioner i Sydney forbydes at forlade byen efter smitteudbrud

Således har New South Wales, hvor storbyen Sydney ligger, onsdag meldt om 110 nye smittede efter 78 smittede dagen forinden.

I Victoria er der onsdag 22 nye smittede. Tallet var ni tirsdag.

I begge stater er målet at få antallet af smittede ude i samfundet så tæt på nul som overhovedet muligt.

Imens stiger presset på føderalregeringen. I popularitetsmålinger ligger den på det laveste niveau i et år på grund af et vaccineprogram, der halser efter en lang række andre landes. Således er lige over 11 procent af den australske befolkning færdigvaccineret.