Halibut-direktør efterlyser debat om arbejdsmoral

Niels Thomsen, der er direktør for Halibut Greenland, er træt af, at en stor del af hans ansatte ikke er i stand til at møde til tiden og ofte bliver helt væk fra arbejde.
06. august 2013 10:21

Hvor stort et problem, den slatne arbejdsmoral er andre steder, har Niels Thomsen svært ved at vurdere, men han savner flere stemmer i debatten, særligt efter han selv i en artikel i dagbladet Information fortalte om de problemer, han selv døjer med.

- Jeg får en række tilkendegivelser, fra andre arbejdsgivere som siger, at de har samme problem. De er så mere tilbageholdende med at give deres holdning til kende offentligt. De roser mig for at gøre det, og jeg er lidt ked af, at ikke flere hopper på banen og er med til at løse problemet, siger Niels Thomsen.

Abraham Andersen, der er formand for SIP Illulissat, siger til Radioavisen, at han ikke mener, at der er noget problem, da det er, hvad han har hørt fra sine medlemmer. Derfor synes han også, at Niels Thomsens udmelding var lidt hård.

Han har dog endnu ikke sat sig helt ind i sagen, og ønsker derfor ikke at kommentere den yderligere på nuværende tidspunkt.

Niels Thomsen fortæller, at dengang interviewet Information blev foretaget, havde han de to foregående weekender haft voldsomme problemer med at få folk til at møde, da cirka halvdelen var blevet væk, med det resultat, at gode fisk lå og rådnede.

I dag har han erkendt, at de på den korte bane har svært ved at løse problemerne. Nu satser han på, at tilbyde mere arbejde til den kerne af dygtige medarbejdere, som han slår fast også er der.  

- Derfor har vi op til weekenden meddelt dem, der har interesse for at arbejde her, at de også kan møde på arbejde enten fredag eller lørdag.

For at holde fast i den gode kerne af arbejdere forsøger Halibut Greenland sig nu med at tilbyde kurser og andet arbejde i de perioder, hvor der i virkeligheden ikke rigtigt er noget arbejde.

For at nå ind til kernen af problemet mener Niels Thomsen, at der skal fokuseres mere på personlig udvikling.

- Når man ikke evner at møde til tiden, så er det nok ikke noget man gennem fagspecifikke kurser kan rette.

Niels Thomsen slår fast, at han jo ikke er ekspert, men han er ikke i tvivl om, at det er nødvendigt at sætte tidligt ind over for problemerne, da det er svært at ændre voksnes vaner.

- Det er noget, der skal starte i opdragelsen. Altså simple ting som at møde til tiden og lave noget, når man er enten på arbejde eller i skole. Jeg tror, det er forældrenes ansvar. Det er noget der skal starte tidligt.