Hackere krævede penge for at frigive Ritzaus data

På andet døgn er nyhedsbureauet Ritzau ramt af et hackerangreb.
I øjeblikket arbejder Ritzaus it-afdeling på at få systemerne tilbage til normalen. Ritzau forventer allertidligst at have systemerne oppe at køre igen torsdag. Foto © : Blogtrepreneur/flickr
Skrevet af Ritzau
26. november 2020 11:44

Det danske nyhedsbureau Ritzau, som også leverer nyheder til KNR, blev tirsdag udsat for et omfattende hackerangreb, og hackerne har efterfølgende krævet en løsesum for at frigive data.

Det oplyser administrerende direktør Lars Vesterløkke. Ritzau har dog afvist at udbetale penge til hackerne.

Det er ikke oplyst, hvem der står bag hackerangrebet, men Lars Vesterløkke har beskrevet angrebet som ”meget professionelt”.

LÆS OGSÅ Hackere kræver millioner for at genåbne systemer hos Garmin

I øjeblikket arbejder Ritzaus it-afdeling på at få systemerne tilbage til normalen. Ritzau forventer allertidligst at have systemerne oppe at køre igen torsdag.

Hackerne angreb Ritzau tidligt tirsdag morgen. Angrebet har betydet, at de redaktionelle systemer er lagt ned.

Nyhedsbureauet, der leverer nyheder til stort set alle større medier i Danmark, kan ikke sende nyheder ud på normal vis. I stedet bruges et nødsystem, hvor nyhederne bliver udsendt til landets medier på anden vis.