Højt betroet norsk politimand idømmes 21 års fængsel

Norges landsret stadfæster 21 års fængsel til tidligere politileder for korruption og narkosmugling.
I dag afsagde den norske landsret dom i en skandalesag, hvor en politileder blev idømt 21 års fængsel for omfattende korruption og for at deltage i indsmugling af narkotika. Foto © : Håkon Mosvold Larsen/NTB/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
19. juni 2020 14:12

I dag afsagde den norske landsret dom i en skandalesag, hvor en politileder blev idømt 21 års fængsel for omfattende korruption og for at deltage i indsmugling af narkotika.

62-årige Erik Jensen arbejdede tidligere som politichef med at bekæmpe narko- og bandekriminalitet

En leder for et stort netværk af narkosmuglere, kaldet hashbaronen, har erkendt, at han i 20 år indsmuglede store mængder narko. Det blev gjort muligt, fordi Erik Jensen sendte ham kodede sms'er.

Hashbaronen, Gjermund Cappelen, får rabat på den fængselsstraf, han afsoner, for at have samarbejdet under politiets efterforskning af sagen. Han slipper med 13 års fængsel mod de 15 år, han i første omgang blev dømt til.

Politilederen Erik Jensen ankede i 2017 byrettens dom til landsretten, som i januar afgjorde, at han skulle frikendes for den del af anklagen, som handlede om at have deltaget i narkosmugling.

Dommerne var imidlertid uenige i nævningenes afgørelse, og det førte til, at retssagen skulle gå om med nye dommere, hvilket altså nu har ført til dommen på 21 års fængsel.