Politi om 2018: Højeste antal af seksualforbrydelser i fem år

Sidste år steg antallet af seksualforbrydelser, men antallet af indbrud blev halveret. Det oplyser Grønlands Politi.
Arkivbillede Foto © : KNR // Anton Gundersen Lihn
Skrevet af Christine Hyldal
21. februar 2019 11:13

Antallet af seksualforbrydelser er steget i løbet af de sidste fem år. 

Til gengæld er antallet af anmeldelser for overtrædelser af kriminalloven historisk lavt. I 2018 blev der på landsplan anmeldt 3449 overtrædelser af kriminalloven, og det er nærmest en halvering af den anmeldte kriminalitet siden 1986, hvor der blev anmeldt 6721 overtrædelser af kriminalloven. 

Det fremgår af årsstatistikken fra Grønlands Politi, som netop er udkommet. 

Antallet af indbrud er halveret

Ud over det stigende antal seksualforbrydelser og historisk lave antal anmeldelser for overtrædelser af kriminalloven fremhæver Grønlands Politi, at antallet af indbrud er halveret siden 2016. I 2016 blev der anmeldt 622 indbrud - sidste år var antallet faldet til 301.

Ifølge politiet er ungdomskriminaliteten støt faldende. 

Værre står det til med seksualforbrydelser. Antallet af voldtægter, blufærdighedskrænkelser og seksuelle overgreb på børn er stigende: 436 anmeldelser modtog politiet sidste år, og det er det højeste antal i fem år.

- Der er ingen tvivl om, at det uhyggeligt høje antal af seksuelle overgreb på børn i Grønlands Politis perspektiv er et af samfundets allerstørste problemer, siger politimester Bjørn Tegner Bay.

- Det paradoksale er, at man samtidigt kan se stigningen i antallet af anmeldelser som noget positivt. Vi oplever i politiet og anklagemyndigheden i øjeblikket, at tabuet omkring seksuelle overgreb lige så stille bliver brudt. Hvis det er årsagen til stigningen i antallet af anmeldelser, så kan stigningen ses som en positiv udvikling. Der er dog lang vej endnu, fortsætter han.