Håndboldlandsholdet efter nervepirrende optælling: Vi vil i finalen

De små marginaler var i går med det grønlandske kvindelandshold i håndbold, da de kvalificerede sig til semifinalen i VM-kvalifikationsturneringen i Mexico.
31. maj 2019 17:54

En stor forløsning efter nogle nervepirrende minutter.

Sådan oplevede de grønlandske håndboldpiger kvalifikationsturneringen torsdag.

Før turneringen begyndte, havde holdet sat sig ét mål: At nå til semifinalen i VM-kvalifikationsturneringen for de caribiske og nordamerikanske lande.

Og det mål er nu indfriet efter torsdagens kamp mod Canada, der blev besejret med 45-21.

Men den overlegne sejr var nødvendig. For efter et nederlag mod Cuba og uafgjort mod USA, var der to resultater, der skulle gå Grønlands vej. Det ene resultat kunne de selv sørge for.

- Vi vidste godt, at vi skulle vinde over Canada med en masse mål, hvis vi skulle i semifinalen. Derfor gav vi den alt, vi havde, for at score så mange mål som muligt, siger Ivaana Holm.

LÆS OGSÅ Vi går efter semifinalen

Semifinalepladsen afgøres af en anden kamp

Det andet resultat, som skulle gå Grønlands vej, var til gengæld ude af landsholdets hænder. Det var i kampen mellem Cuba og USA. Her skulle Grønland håbe på en sejr til Cuba og gå videre på målforskel.

 - Da vores kamp var overstået, sad vi samlet på tilskuerpladserne og heppede virkelig meget på Cuba, fordi vi vidste, at de skulle vinde over USA med flere mål, hvis vi skulle i semifinalen, siger Sara Biilmann Egede.

Et enkelt mål gjorde forskellen

Og det blev en sejr til Cuba på 27-21. Men Grønland og USA var så tætte, at holdenes mål skulle fintælles, før en semifinalist kunne findes.

- Da Cubakampen var overstået, blev vi sat til at vente i 15-20 minutter, mens IHN (Det internationale håndboldforbund red.) talte op. IHS’s optælling føltes meget lang, fortæller Nivi Fly.

- Det føltes som en time, fortæller Andrea Andreassen.

Da landstræner, Johannes Groth, endelig dukkede var det med et stort smil på læben.

- Og han gav os meldingen om, at vi var gået videre. Det, vi følte, kan ikke beskrives, siger Nivi Fly.

Grønland var gået videre på en bedre målscore på et enkelt mål.

LÆS OGSÅ Grønland videre til semifinalen i Mexico

- Vi havde arbejdet hårdt og trænet i to år op til turneringen, og vi havde sat semifinale som vores mål før turneringen gik i gang, siger Aviaaja Heilmann.

- Vi har trænet sammen i de sidste to år. Ikke kun i hallen, men også i svømmehallen og styrketrænet ved siden af. Og det er fantastisk at nå vores mål. Det er meget dejligt, jubler Andrea Andreassen.

Sigter efter finalen

Og nu har landsholdet sat sig nye mål.

- Vi er allerede begyndt med at forberede kampen mod Puerto Rico, siger Najaaja Lyberth med henvisning til semifinalen.

Og for landsholdet er Puerto Rico en bekendt modstander, fortæller Mia Egede Rasmussen.

- Vi har flere gange spillet mod Puerto Rico, så vi glæder os meget. Vi har både vundet og tabt til dem. Vi har gode chancer, siger hun.

Det samme mener Aviaaja Heilmann.

- Vi sigter efter at komme til finalen nu, siger hun.

Semifinalen mellem Grønland og Puerto Rico bliver spillet lørdag lørdag klokken 19.00 grønlandsk tid. 

Finalen spilles også i weekenden, og vinderen af finalen kvalificerer sig til VM i kvindehåndbold i Japan senere i år.