PANAM2018 Håndboldforbund vil dække underskud

Selvom Grønlands Håndboldforbund akut mangler omkring 3,5 millioner kroner til afviklingen af De Panamerikanske Mesterskaber, er der ingen risiko for, at man bliver nødt til at aflyse mesterskaberne.
Skrevet af Jonas Fievé
23. januar 2018 11:49
Versionist Connie Fontain

Ifølge styrekomitéen bag det store sportsarrangement har man nemlig en plan b, hvis det ikke lykkedes at skaffe de omkring 3,5 millioner kroner til at afholde De Panamerikanske Mesterskaber.

- Vi mener, at der ligger en plan fra GHFs side i forhold til at kunne afvikle det her også med et underskud, siger Christian Keldsen, som er formand for styrekomitéen.

LÆS OGSÅ Stadig meget der skal falde på plads

Idéen med at får De Panamerikanske Mesterskaber til Grønland har blandt andet været at øge interessen for håndboldsporten her i landet.

Men hvis GHF selv er nødt til at betale de 3,5 millioner, så risikerer man ifølge Christian Keldsen at spænde ben for den ambition.

- Men det er klart, hvis forbundet er nødlidende økonomisk for en periode og skal ligge og betale af på et underskud, så bliver der en nedgang i aktivitetsniveauet, og så får man måske ikke den ønskede effekt.

Har gået tiggergang hos kommenen og Selvstyret.

Håndboldforbundet har derfor bedt Selvstyret og Kommuneqarfik Sermersooq om et ekstra tilskud på 3,5 millioner kroner, så de netop ikke havner i den situation.

Styrekomitéen håber derfor på en økonomisk håndsrækning, så man kan afvikle de bedste mesterskaber, som kan være med til at sætte Grønland på sportens verdenskort.

- Det skulle meget gerne gå hen og blive en god historie, så både de lokale virksomheder og organisationer og sporten får noget ud af det. Sådan så man over tid kunne forestille sig, at man også kan tiltrække andre former for internationale stævner, siger formanden for styrekomitéen bag De panamerikanske mesterskaber, Christian Keldsen.

LÆS OGSÅ Håndboldherrerne vil bruge Nuuk som springbræt til VM