Håndbold: Spild af 10 års talentudvikling

Damernes landstræner i håndbold Jakob Andreassen mener, at GHF's bestyrelse løber fra sit ansvar. Der blev lovet VM kampe for damerne ved repræsentantskabsmødet sidste år, men bestyrelsen er tæt på at ændre holdning inden der er gået et år.
Skrevet af Noah Mølgaard
16. januar 2013 12:32

Der er reelt ingen damelandshold i håndbold i Grønland. For der er ingen konkrete planer om at tilmelde damerne til de panamerikanske mesterskaber, selvom den daværende bestyrelse gik til valg på at køre med både herre- og damelandshold. Nu overvejer GHF at gå tilbage til en 10 år gammel retorik, hvor de igen vil satse på talentudvikling.

- Så vil jeg mene, at den talentudvikling, der har været siden 2003 på damesiden er spildt, siger landstræner Jakob Andreassen til KNR.gl.

Der blev iværksat en talentudvikling i 2003, hvor ungdomslandshold hos herrer og damer blev sendt til panamerikanske mesterskaber. Damerne har siden deltaget i panamerikanske mesterskaber for U-16, U-18 og U-21.

- Jeg er derfor uenig med GHF's bestyrelse, når de siger, at der ikke er talent nok. Der er 5-6 grønlandske spillere i Danmark som klarer sig godt i divisionshåndbold. Vi har også en række spillere i Grønland, som også har været gennem den 10-årige talentudvikling, siger Jakob Andreassen.

En stor gruppe spillere har tilbragt mange timer i træningslokalet med forhåbning om at de nu som seniorspillere kan komme med til de panamerikanske mesterskaber. Der er derfor stor skuffelse blandt spillerne.

- Jeg føler, at jeg står her med et forklaringsproblem overfor spillerne. De har som nævnt fået VM-kampe i udsigt og har brugt utrolig meget tid på træning. Vi risikerer, at tabe en stor gruppe talentfulde spillere, hvis vi skuffer dem nu. Vi taber dermed 10 års talentudvikling, hvis GHF fastholder at man ikke sender damerne til panamerikanske mesterskaber og starter en ny talentudvikling, siger Jakob Andreassen.

Han mener, at GHF's troværdighed overfor damerne vakler. Damerne har ikke spillet officielle A-landskampe siden 2001 og kommer heller ikke til det foreløbig.

Jakob Andreassen understreger, at han ikke har noget imod det arbejde og aktiviteter, der bliver lagt for herrerne.

GHF har dog ikke opgivet damerne og undersøger nu mulighederne for aktiviteter for seniorlandsholdet, oplyser GHFs formand Boas Møller til KNR.

GHF regner med, at kunne melde ud hvad aktiviteterne går ud på om få dage.