Håndbold: Lykke-træf i Europa League

Lykke Frank Hansen har som den første grønlandske kvindelige håndboldspiller haft debut i en europæisk klubturnering.
Lykke Frank Hansen
- Det er altid en god følelse at blive målscorer, siger Lykke Frank Hansen. Foto © : Knud Flemming Larsen
Skrevet af Noah Mølgaard
23. november 2020 13:56

Der blev skrevet grønlandsk håndboldhistorie i går. 

Der spillede Lykke Frank Hansen fra Nuuk som den første grønlandske kvindelige håndboldspiller i Europa League for sin danske klub Nykøbing Falster Håndbold.

Og hun nøjedes ikke med at deltage i kampen mod Paris 92. Hendes hårdt skydende højre hånd hamrede bolden i netmaskerne en enkelt gang.

- Det er altid en god følelse at blive målscorer. Men jeg tænkte ikke så meget over hvilken modstander, vi var oppe imod, men havde fokus rettet på vores indsats som hold, siger Lykke Frank Hansen.

Nykøbing Falster Håndbold har nu tabt til Paris 92 i to kampe og går dermed ikke videre i turneringen European League.

Final 4 i pokalturnering

Men det gjorde ikke oplevelsen mindre for Lykke Frank Hansen, der indtil videre er eneste grønlandske kvindelige spiller, der har spillet klubturnering med et europæiske hold.

- Jeg er stolt over, at jeg som grønlandsk spiller kan være med i en kamp mod så godt hold som Paris, siger Lykke Frank Hansen.

Der bliver dog ikke flere kampe mod andre europæiske hold i denne sæson.

Kampene mod Paris 92 var kvalifikationskampe til yderligere deltagelse i European League.

Nykøbing Falster Håndbold tabte med 16-28 i den første kamp i Paris 15. november og tabte igen i returkampen søndag med 26-28.

Nykøbing Falster Håndbold skal i kamp igen 2. januar.

Nu er der pause i kvindernes håndboldliga på grund det forestående EM på dansk grund.