Gymnasium i København lukker: To elever er smittet med coronavirus

Rysensteen Gymnasium på Vesterbro i København lukker midlertidigt, efter to elever har fået konstateret coronavirus.
Eleverne på Rysensteen Gymnasium i Kæbenhavn kan sove længe mandag, da skolen er lukket efter to tilfælde af coronavirus blandt eleverne. Foto © : Ritzau/Scanpix
Skrevet af Ritzau
09. marts 2020 10:37

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i Danmark.

Gymnasiet har bedt eleverne om ikke at møde op mandag morgen.

Det skyldes, at to elever er blevet smittet med coronavirus uden forbindelse med hinanden. Lukningen er sket efter dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed.

LÆS OGSÅ Grønlandsk skiløber i Norditalien er testet positiv for coronavirus

Personer, som har været tæt på de to smittede, er allerede blevet sat i frivillig karantæne i hjemmet.

- Alle, der har befundet sig på Rysensteen Gymnasium inden for de seneste uger, bør være opmærksomme på symptomer på coronavirus, siger Anne-Marie Vangsted, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Desuden opfordres eleverne til at undgå at samles i større grupper ved gymnasiet. Der er knap 1000 elever på skolen.

I starten af denne uge blev en elev konstateret smittet med coronavirus. Det samme er en anden elev blevet i weekenden. Det skriver Politiken.

LÆS OGSÅ Arctic Winter Games aflyst på grund af frygt for corona

Efter det første tilfælde blev en række elever og lærere sendt i karantæne. Men det nye tilfælde har altså nu ført til, at skolen er helt lukket mandag. Det fremgår ikke, hvornår skolen igen bliver åbnet for eleverne.

Dog vil eleverne blive undervist online, oplyser rektor på Rysensteen Gymnasium, Gitte Transbøl.

- Lukningen har den klare konsekvens, at vi skal prøve at blive rigtig dygtige til virtuel undervisning i en ruf.

Samlet set er 59 personer konstateret smittet med coronavirus i Danmark. I weekenden har der været registreret 14 nye tilfælde.