‘Grønlands hvide guld’ vinder filmpris
Dokumentarfilmen 'Orsugiak - Grønlands Hvide Guld' vinder prisen for bedste dokumentarfilm til filmfestivalen Edinburgh Film Awards.
Det skriver filmfestivalen selv på deres hjemmeside.
Edinburgh Film Awards er en international onlinefestival, der hylder nye talenter og uafhængige lavbudgets film.
‘Grønlands hvide guld’ handler om de penge, som Danmark har tjent på kryolitminen i Ivittuut, der var aktiv fra 1856 til 1987.
Den blev i starten af februar sidste år udgivet på DR, men efter bare ni dage blev den afpubliceret.
Dette skete efter, at den særligt i Danmark havde mødt massiv kritik.
Udover den nye pris fra Edinburgh Film Awards har den ene af filmens to instruktører, Otto Rosing, også modtaget prisen som ‘Årets grønlandske filminstruktør’ for filmen til Nuuk International Film Festival.
Pres fra Danmark stoppede filmvisning
‘Grønlands hvide guld’ er dog langt fra færdig med at skabe debat.
Så sent som i marts blev en filmvisning i Nordens Hus i Reykjavik stoppet efter pres fra danske repræsentanter.
Det kan fagbladet Journalisten fortælle, som har søgt aktindsigt i visningen og aflysningen.
Her viste det sig, at efter man havde inviteret den danske ambassade til premieren, havde man modtaget et opkald fra ambassadøren og generalsekretæren for Nordisk Ministerråd, Karen Ellemann:
- Tak for samtalen, og for at du gjorde mig opmærksom på problematikken i vores arrangement, skrev Sabina Westerholm, direktør for Nordens Hus i Island, til den danske ambassadør, Erik Vilstrup Lorenzen, viser Journalistens aktindsigt:
- Jeg har nu diskuteret sagen internt og med Nordisk Ministerråd. Karen Ellemann tog faktisk selv kontakt i dag i samme ærinde, og hun var tydelig om, at filmen ikke kan vises uden en nuanceret diskussion, som placerer den i den rette sammenhæng, skrev direktøren videre i sin mail til ambassadøren, ifølge Journalisten.
Filmens instruktør, Otto Rosing, har tidligere fortalt til KNR, at han ikke havde forventet den mediestorm, som dokumentarfilmen var udsat for i Danmark.
- Jeg regnede med, at man i Grønland vil sige, ’jamen, det vidste vi godt’ om hele kryolitsagen. Og så troede jeg, at Danmark ville sige, ’det vidste vi ikke’, fortalte han:
- Men i virkeligheden, sagde Danmark, ’det er løgn’. Og det er jo det, vi har kæmpet med siden.