Greenland.com vandt

Stor jubel hos Grønlands nationale turistråd Visit Greenland. Deres hjemmeside www.greenland.com har vundet internettets Oscar Webby Award.
Skrevet af Noah Mølgaard
01. maj 2012 08:10

Net-brugere i hele verden kunne stemme på hvilken hjemmeside, der skulle vinde Webby-Award i den såkaldte "Peoples Voice Award". Visit Greenlands hjemmeside www.greenland.com vandt over berømte turiststeder som New York, Vancouver og New Zealand.

- Vi er ærligt talt utrolig lykkelige og stolte over at have skabt et website, der ikke bare undervejs har givet store og bemærkelsesværdige hjemmesider som New Zealands og New Yorks tæt konkurrence i den her proces, men som nu i sidste ende også ender med at stå med den mest anerkendte pris, man kan få i den her branche, siger direktør i Visit Greenland Anders Stenbakken.

Nu håber Visit Greenland, at den store interesse for deres hjemmeside kan smitte af på interessen for at besøge Grønland.

- Når greenland.com nu er kåret som verdens bedste turismesite, er det selvfølgelig en stor ære og glæde, som vi vil fejre i dag, da det kan medvirke til en øget global opmærksomhed på Grønland som turistdestination. Med til historien hører dog også, at det bliver svært fremover at holde så højt niveau i vores produktioner med gentagne årlige budgetnedskæringer in mente. Høj kvalitet for få penge er en næsten umulig øvelse, konstaterer Anders Stenbakken.

Der var tæt løb mellem New York og Grønland ved afslutningen af afstemningen. Og New York fik også en pris i hus, da de vandt juryens pris for turisme.

Prisuddelingen sker den 21. maj i New York med deltagelse af en række kendte personer, som dog ikke er sat navn på endnu. Arrangørerne regner med at amerikanske medier laver stor dækning af begivenheden, der har været afholdt siden 1996.