Greenland Venture taber sag mod konkurrencetilsynet

Selvstyrets kapitalformidlingsselskab Greenland Venture skal give konkurrencetilsynet de oplysninger, som tilsynet kræver for vurdere, om selskabet yder konkurrenceforvridende støtte. Det har Grønlands Landsret klart tilkendegivet i den sag, som Greenland Venture havde anlagt mod konkurrencetilsynet.
29. september 2009 15:47

Greenland Venture nægtede i oktober sidste år at udlevere oplysninger om, hvilke virksomheder selskabet havde kanaliseret penge til, og i hvilken form den økonomiske støtte var ydet. Det skete med henvisning til, at selskabet er et selvstændigt aktieselskab, der drives på forretningsmæssige vilkår. - Og alle forretningsmæssige dispositioner sker inden for rammerne af selskabets egenkapital, lød svaret.

Men den besked ville konkurrencemyndigheder ikke affinde sig med og truede med at udskrive tvangsbøder. - En trussel, som Greenland Venture fandt urimelig, hvorefter selskabet anlagde sagde mod konkurrencemyndighederne for dårlig forvaltningsskik.

Og det er den sag Grønlands Landsret nu har afgjort - foreløbig med en såkaldt tilkendegivelse, der fastslår, at konkurrencetilsynet har ret til at hente oplysninger hos Greenland Venture, og at selskabet samtidig har pligt til at udlevere dem for at afklare, om selskabet eventuelt foretager konkurrenceforvridende investeringer.

Greenland Venture ønsker ikke at kommentere Landsrettens tilkendegivelse før efter et bestyrelsesmøde senere på ugen.