For de fleste går der mellem fem og syv dage, fra man er smittet med coronavirus til man oplever de første symptomer.Foto: KNR, Anton Gundersen Lihn

GRAFIK: Det gør coronavirus i din krop

Hvad sker der egentlig inde i kroppen, når den bliver angrebet af coronavirus? Få svaret her.

Nogle bliver mere syge end andre, når coronavirus rammer.

Men hvad sker der egentlig inde i kroppen, når man bliver smittet med coronavirus?

Test for coronavirus

En person, der er mistænkt for at være smittet med coronavirus bliver testet ved, at man med en speciel vatpind tager en prøve af noget spyt fra munden eller de nedre luftveje.

Når en mikroorganisme som foreksempel en virus trænger ind i kroppen, så går der noget tid, før man får symptomer og opdager, at man er blevet smittet. Nogle får slet ikke symptomer og opdager slet ikke, at de er smittet, før de er raske igen.

Fra smittet til syg på ca. en uge

For de fleste går der mellem fem og syv dage, fra man er smittet med coronavirus, til man oplever de første symptomer. Den periode kaldes inkubationstiden og kan for coronavirus variere mellem to og 12 dage.

I inkubationstiden har coronavirus travlt med at sprede sig i kroppen.

De små virusorganismer er på jagt efter celler i kroppen, som de kan bruge til at formere sig. Til at holde coronavirus og andre skadelige mikroorganismer væk har kroppen immunforsvaret, der skal beskytte cellerne fra at blive invaderet.

 

 

Den coronavirus, som nu spreder sig over hele verden, er en ny udgave af sygdommen. Og derfor er der umiddelbart ingen, der er immune overfor den, ligesom det er tilfældet med almindelig influenza.

Derfor er kroppens immunforsvar dårligt forberedt på den nye coronavirus COVID-19, og derfor bliver rigtig mange smittet i forbindelse med udbruddet.

Når det mislykkes for kroppens immunforsvar at bekæmpe virusorganismerne, så trænger de ind i kroppens celler.

 

 

Inde i cellen overtager den lille virusorganisme cellens kerne, som den bruger som en fabrik til at kopiere sin eget DNA.

På den måde skaber coronavirus flere små virusorganismer, der lidt efter lidt fylder cellen op.

 

 

På et tidspunkt, når cellen er helt fyldt med coronavirus, eksploderer cellen, og de mange nykopierede virusorganismer bliver sendt ud i kroppen.

Her begynder de at overtage nye celler og begynder at kopiere sig selv igen.

 

 

Efter omkring en uge, hvor virus har kopieret og bredt sig, begynder kroppen at vise symptomerne på infektionen med coronavirus.

De milde symptomer, der rammer de fleste, kan være feber over 38 grader, hoste eller ondt i halsen. 

Lige nu findes der er ikke medicin eller vacciner, der kan bekæmpe coronavirus eller beskytte mod den.

Antibiotika, som for eksempel penicillin virker ikke mod virus generelt. Derfor virker det ikke mod coronavirus, ligesom det heller ikke hjælper mod en almindelig forkølelse.

 

 

Det eneste forsvar mod coronavirus er lige nu kun kroppens eget immunforsvar eller helt at undgå at blive udsat for smitten.

Derfor skal man huske at vaske hænder, nyse og hoste i ærmet, holde afstand til andre mennesker og generelt følge myndighedernes anbefalinger.

Bliver man alligevel udsat for smitte, så er immunforsvaret hos de fleste mennesker heldigvis godt. Indtil videre ser det ud til, at det tager mellem fire og seks dage med milde symptomer, før immunforsvaret har fået gjort kål på coronavirus.

 

 

Men for nogle er immunforsvaret ikke stærkt nok, for eksempel hos ældre, eller folk der er syge i forvejen. Her er der risiko for, at symptomerne kan blive værre med lungebetændelse, åndedrætsbesvær og i værste fald organsvigt og død.

I de alvorlige tilfælde kan det tage flere uger for kroppen at kaste sygdommen af sig.

Bliver man alvorligt ramt, kan det blive nødvendigt at blive indlagt. Og selvom der ikke er medicin eller behandling for at hjælpe kroppen af med sygdommen, så kan sundhedsvæsnet behandle selve symptomerne.

Det kan være ved at give ilt eller lægge drop eller behandle med respirator.

Myndigheder vil undgå mange smittede samtidig

Det behandlingen af patienter, der får det skidt og især svage og syge, der har brug for respirator, der er begrænsningen for sundhedsvæsnet. Hvis alt for mange bliver smittet og får svære symptomer på en gang, så kan der komme til at mangle plads og kræfter i sundhedsvæsnet.

Det er blandt andet derfor myndighederne laver mange restriktioner og tiltag. Uanset hvad vil mange blive smittet, derfor gælder det om at sprede smitten ud over længere tid, så sundhedsvæsnet kan følge med.

 

Hvis alt for mange bliver alvorligt syge samtidig kan sundhedsvæsnets pladser og kræfter ikke følge med. Det kan i værste fald betyde, at hospitaler og sygehuse må afvise syge, der har brug for behandling.

 

I øjeblikket bliver der mange steder i verden arbejdet på at udvikle en vaccine mod coronavirus, men den forventes først at være klar i 2021.

Hvis du oplever symptomer, skal du ringe til dit lokale sundshedsvæsen, der tager stilling til, hvad der skal ske. 
 

 

Kommentarer