To grønlandske søstre begik røverisk overfald i Viborg

To grønlandske søstre havde tømt to flasker vodka inden de i Viborg begik grov vold med en vietnamesisk kvinde og frarøvede hende en mobiltelefon, skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Skrevet af Simon Uldum -
25. november 2013 05:31

God gammeldags politiefterforskning havde i løbet af nogle dage indkredset dem til det grønlandske miljø i Viborg, ikke mindst afsløret af den mobiltelefon, som kvinderne på anklagebænken havde tilegnet sig under et røveri.

De to søstre på 17 og 23 år erkendte ved et grundlovsforhør fredag, at de i en kæmpebrandert efter at havde drukket to flasker vodka mandag den 18. november begik røveri og grov vold om aftenen mod en 45-årig vietnamesisk kvinde ved Rema 1000 på Nellikevej -Marsk Stigs Vej.

Ud fra kvindernes næsten komplette tilståelse kombineret med deres offers forklaring til politiet samt dokumentation af de mange skader, hun blev påført, valgte dommeren at fængsle søstrene i fire uger frem til den 20. december.

Da den yngste af søstrene er under 18 år fik hun valget mellem en arrest eller fængsling i surrogat i en lukket institution for unge. Han valgte institutionen Grenen ved Grenå, hvor der er plads til hende, efter at søstrene havde accepteret fængslingen.

Der er lidt forskellige forklaringer på, hvem der gjorde hvad, kombineret med huller i hukommelsen på grund af promillerne, efter at den 45-årige asiatiske kvinde åbenbart først blev kontaktet fra den anden side af gaden.

Søstrene råbte om hun var grønlænder, måske i den tro, at de kunne tigge penge eller smøger fra en landsmand.

Da det ikke var tilfældet overfaldt de kvinden med mange slag og spark, også mens hun lå på jorden, og på et tidspunkt blev deres offer slået med en jernstang eller et metalbat, som de angiveligt havde fundet et sted.

En fotomappe af kvindens skader blev fremlagt i retten.

Lige efter røveriet havde hun synlige skader på hagen, i panden og tindingen, på albueled og håndled. Dagen efter havde hun blå mærker de nævnte steder og adskillige andre steder på kroppen.

Søstrene tog en Nokia-mobiltelefon fra den gennembankede kvinde, og lillesøster råbte truende, at der ikke skulle fortælles noget til politiet, ellers ville hun slå kvinden ihjel.

Søstrene var i forvejen efterlyste i forbindelse med, at de ikke havde fast adresse.

Lillesøster har tidligere været på institution og var endt hos politiet for lidt butikstyveri og narkobesiddelse. Der er dog lidt styr på hendes gøren og laden, da hun er i kontakt med Viborg Kommune. Storeøster har i forvejen en række sager kørende ved politiet i form af mindre tyverier og butikstyverier.

Det var en storesøster med blanke øjne og noget grådkvalt, som forsikrede dommeren, at hun var meget ked af det, og at hun ikke er en, som slår på mennesker.

»Jeg gør det ikke igen,« forsikrede hun.