Grønlands stærkeste mand i nyt rekordforsøg

Årets hidtil eneste GM bliver konkurrencen Grønlands stærkeste mand, hvor musklerne efter planen spændes i multihallen Inussivik i Nuuk i oktober.
Kim Ujarak Lorentzen vil forsøge at løfte 401 kilo i oktober. Foto © : Kim Lorentzen
Skrevet af Noah Mølgaard
24. august 2020 13:45

Grønlands stærkeste mand, Kim Ujarak Lorentzen, er storfavorit til at genvinde titlen. Men der bliver også tilført ekstra spænding til hans deltagelse i konkurrencen.

- Kim Ujarak Lorentzen vil lave forsøg på at lave dødløft på 401 kilo under konkurrencen. Hvis det lykkes – hvilket vi håber meget på – så vil det placere ham blandt verdens bedste i disciplinen dødløft, siger arrangør af konkurrencen Allan Juhl, der ejer fitnesskæden Fitnessgl.

LÆS OGSÅ Grønlands Stærkeste Mand fik en flot tredjeplads i Danmark

Dødløft bliver betegnet som en kongedisciplin i konkurrencer som om at være den stærkeste mand. Den nuværende verdensrekord i dødløft er på 501 kilo, der er sat af islændingen Haftnor Björnsson.

- Det vil åbne døre til internationale konkurrencer, hvis det lykkes for Kim Lorentzen at løfte 401 kilo i dødløft, konkluderer Allan Juhl.

Kim Ujarak Lorentzens placering som nummer tre ved konkurrencen Danmarks stærkeste mand har allerede åbnet døre, hvor han fik invitationer til konkurrencer i Europa, inden corona lukkede store dele af verden.

Flere vægtklasser

Konkurrencen Grønlands stærkeste mand bliver delt i tre vægtklasser.

En af de tungere udfordringer for konkurrencen er corona.

- Der kan være 1.400 tilskuere i multihallen i Inussivik under normale omstændigheder. Men der må højst være 100 personer i Inussivik ifølge nuværende regler for forsamlinger, og det vil vi følge, siger Allan Juhl.

- Vi laver et samarbejde med KNR om direkte transmission af konkurrencen. Der bliver begrænset antal pladser til tilskuere i Inussivik, og vi vil følge anbefalingen om afstand til andre personer, når tilskuerpladser bliver fordelt, forklarer Allan Juhl.

Men det udelukker ikke deltagere andre steder fra.

- Vi vender det om på den måde: hvis de ikke kan komme til os, så må vi komme til dem, siger Allan Juhl.

- Vi kommer ikke fysisk til deltagere på kysten og muligvis til Danmark, men der bliver et kamera, der bliver betjent af lokale, der filmer deres forsøg under konkurrencen. Vi vil følge regler om forsamlinger, men stadig give mulighed for deltagelse af kysten, siger Allan Juhl.

Konkurrencen finder sted i Inussivik lørdag den 24. oktober.