Grønlands Politi: Nukissiorfiit arbejder på nødstrøm til Nuuk

Sundhedsvæsenet modtager kun akutte henvendelser. Politiet og brandvæsenet patruljerer rundt i byen.
Skrevet af Malik Brøns
30. november 2021 12:11

Nuuk har siden i går mandag klokken 23 været uden strøm.

Ifølge Grønlands Politi, så arbejder forsyningsselskabet, Nukissiorfiit på at etablere en nødstrøm til Nuuk med dieselgeneratorer.

- Strømmen kan kun etableres løbende med et område ad gangen. Derfor er der i øjeblikket strøm i blandt andet Nuussuaq, skriver politiet.

- En fejl i vandkraftværket forårsaget af kraftige vindstød medførte en strømafbrødelse, og det har endnu ikke været muligt for Nukissiorfiit at genetablere strømmen fra vandkraftværket.

- De kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvornår strømmen er genetableret igen.

Foto © : Nukissiorfiit

Kaspar Mondrup, direktør i Nukissiorfiit.

KNR har forsøgt at få fat på Nukissiorfiit, men uden held indtil videre. Energidirektør, Kaspar Mondrup oplyser til KNR, at han ikke vil stille op til interview lige nu, på grund af hans opgaver i beredskabet. Det er heller ikke lykkes for KNR at få andre i selskabet til at udtale sig om situationen. 

Selskabet henviser istedet til deres hjemmesiden, som ikke fungerer i øjeblikket. Men det er muligt at følge med på Nukissiorfiits facebookside. Nukissiorfiits facebookside er på skrivende stund, ikke blevet opdateret siden klokken 6.53 tirsdag morgen.

Mobildækning i hele landet ude af drift er også ude af drift.

Det oplyser Tusass til KNR.

Enkelte steder kan dækningen opstå sporadisk, men hele landet er påvirket.

Teleselskabet kommer til at prioritere samfundskritiske funktioner først, når det bliver muligt at genoprette forbindelsen.

Hvis man er heldig med at have telefonforbindelse, så kan man godt ringe til politiet (telefon: 701448) og sundhedsvæsenet (telefon: 344000). Telefonforbindelsen til brandvæsenet (113) virker dog ikke.

Det oplyser Tusass omkring klokken 10.30.

Søværnet oplyser, at VHF-radioer, skibsradioer og andre satellit-baseret radioforbindelser stadig virker.

Sundhedsvæsenet er udfordret af, at de ikke har adgang til sundhedsjournaler og derfor kun kan tage imod akutte henvendelser ved skadestuen. Samme er gældende for medicin.

Politiet og brandvæsenet patruljerer rundt i Nuussuaq, Nuuk og Qinngorput. Hvis der er brug for at komme i kontakt til dem, skal man vinke til dem fra vejen.

I nødstilfælde kan man kontakte Aasiaat Radio på 112, men forbindelsen kan være ustabil.

Myndighedernes hjemmesider, som for eksempel Naalakkersuisut, er desuden ikke tilgængelige.