Grønlands Naturinstitut: Der er alt for mange rensdyr

Bestanden bør bringes væsentligt ned, mener Grønlands Naturinstitut.
Ifølge tællinger fra 2018 og 2019 er der omkring 140.000 til 165.000 rensdyr i Vestgrønland.
Skrevet af Malik Brøns
25. juli 2020 11:22

Rensdyrsæsonen er lige rundt om hjørnet. 1. august åbnes der op for både erhvervs– og fritidsjagt efter rensdyr.

Derfor har mange jægere i Vestgrønland pakket riflen ned, patronerne er købt, og båden ligger i vandet klar og er klar med kurs mod fjorden fredag 31. juli.  

Og der er rensdyr nok til alle.

LÆS OGSÅ Grønlandske rensdyr er sunde - de canadiske har det skidt

I en artikel, som Grønlands Naturinstitut har bragt på sin hjemmeside, og som er skrevet af seniorforsker Christine Cuyler, står der, at rensdyrbestanden bør bringes ned.

Ifølge tællinger fra 2018 og 2019 tyder det nemlig på, at der er omkring 140.000 til 165.000 rensdyr i Vestgrønland. Dermed er den samlede bestand formentlig større end nogensinde før.

Og det er for mange, vurderer Grønlands Naturinstitut.

- Det betyder, at vi i øjeblikket har en rensdyrbestand i Vestgrønland, der kan blive for stor i forhold til den mængde føde, der er tilgængelig, skriver Grønlands Naturinstitut.

Afdelingsleder i Grønlands Naturinstitut, Fernando Ugarte, kan ikke sætte tal på, hvor meget bestanden skal ned. Men den skal væsentligt ned.

Måske til halvdelen eller hvad?

- Ja, måske til halvdelen, siger Fernando Ugarte til KNR.

Køer med kalve må ikke skydes

Men det betyder ikke, at man skal skyde ethvert rensdyr, man får øje på.

Køer med kalve skal ikke skydes, for det er disse rensdyr, der skal sikre bestanden til de næste jagtsæsoner.

Registrerede fangsttal af rensdyr fra 2013 til 2018

 

2013: 11.325

2014: 12.961

2015: 12.097 

2016: 12.008

2017: 12.460

2018: 9.921

 

Kilde: Departement for fiskeri, fangst og landbrug. 

- Den høje risiko for kommende ekstreme vejrfænomener og efterfølgende fald i eller sammenbrud af rensdyrbestanden kan til en vis grad imødegås ved at beskytte køer med kalve. Disse frugtbare køer kan være med til at sikre bestanden fremover, oplyser instituttet. 

LÆS OGSÅ Rensdyrsæsonen for fritidsjægere er slut

For at få bestanden ned anbefaler Grønlands Naturinstitut en forlængelse af jagtsæsonen med en måned - ligesom sidste år. 

Det er fra 1. august til og med slutningen af oktober for fritidsjægerne i jagtområderne Sisimiut - Kangerlussuaq, Akia – Maniitsoq, Ameralik og Qeqertarsuatsiaat.

For erhvervsjægerne gælder fangstperioden fra 1. august til og med slutningen af december for samme jagtområder.

Husk licens og jagtbevis

Før jagten starter, skal man huske jagtbeviset. Et såkaldt, ”fritidsjagtbevis” kan man søge om på kommunekontoret.

Beviset giver dig ret til at søge om en jagtlicens til at jage dyr - for eksempel rensdyr.

Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug advarer om bøder eller andre foranstaltninger, hvis man har glemt licensen.

- En bøde kan være på flere tusinde kroner. Det kommer an på antallet af dyr, hvilket fangstdyr, der er tale om samt hvor mange bestemmelser, man har overtrådt, skriver departementet på Naalakkersuisuts hjemmeside.