BILLEDER Grønlands første glasfiberbro indviet

En ny moderne og innovativ bro blev i går den 4. august indviet i Qaqortoq.
Skrevet af Simon Uldum -
05. august 2016 08:15

I bedste sommervejr indviede borgmester Jørgen Wæver Johansen (S) og viceborgmester Simon Simonsen (S), Grønlands første glasfiberbro, sammen med en række glade borgere.

Borgmester Jørgen Wæver Johansen (S) lykønskede borgere med den nye bro, opført af lokale håndværkere fra Qaqortoq og specialister fra Danmark. Broen er en færdig bro fra den dansk virksomhed, som leverer glasfiberbroer
til hele Europa.

Borgmesteren nævnte i sin tale, at den gamle bro ”Alleq” fra 1959 var faldefærdig, og det var akut nødvendigt med en ny bro.

- Nogle gange skal man tænke nyt, være innovativ – og det er det vi har gjort med vores nye bro. Løsningen er denne bro støbt i glasfiber, ganske som vores joller og både, sagde borgmester i Kommune Kujalleq Jørgen Wæver Johansen.

Den nye glasfiberbro er godkendt til 60 tons – 20 gange mere end hidtil.

Broen Alleq har altid været et samlingspunkt for Qaqortormiit, herunder for fiskeglade børn, unge og voksne, foruden at den vitalt bandt byens to bydele sammen.