Grønland undgår EUs hårde sparekniv på uddannelsesområdet

Grønland fastholder sin nuværende støtte fra EU til uddannelsessystemet ifølge EU-Kommissionen nyeste budgetforslag for 2021-27. Derudover får Grønland også mulighed for at søge EU om midler i situationer med naturkatastrofer.
18. juni 2018 13:10

Det skriver Altinget.dk.

I EU-Kommissionens første budgetudkast i foråret fremgik det, at der skulle skæres 14 procent i den samlede støtte til EU-landenes oversøiske territorier og Grønland, svarende til i alt 82,3 mio. euro – eller godt 613 mio. danske kroner i den seks-årige budgetperiode.

LÆS OGSÅ Grønland kæmper for OLT-landes rettigheder i EU

Det er stadig planen at spare, skriver Altinget.dk, men besparelserne bliver kun på støtten til de oversøiske territorier og ikke på støtten til Grønland.

EU-Kommissionen foreslår i stedet at fastholde støtten til Grønlands uddannelsessektor på 225 mio. euro i budgetperioden, som er godt syv mio. euro mere, end Grønland modtager til området i dag.

LÆS OGSÅ Suka K. Frederiksen til møder i Bruxelles

En anden nyhed i Kommissionens udspil er, at Grønland fra 2021 får mulighed for at søge om midler fra EU i tilfælde af naturkatastrofer. Noget, som Grønland ikke tidligere har haft mulighed for, for eksempel efter sidste års flodbølge i Karrat Fjorden.

Budgetforslaget fra EU-Kommissionen skal forhandles på plads inden udgangen af 2020.