Grønland overvejer køb af SAS-aktiepost i Air Greenland

Den grønlandske regering overvejer at købe SAS' aktiepost i Air Greenland, skriver SAS i en pressemeddelelse.
Foto © : KNR // Anton Gundersen Lihn
Skrevet af Ritzau
12. september 2018 11:42

Den grønlandske regering overvejer at købe SAS' aktiepost i Air Greenland, skriver SAS i en pressemeddelelse.

SAS har en andel på 37,5 pct. af aktierne i Air Greenland, mens den danske stat ejer 25 pct. af selskabet.

Interessen for SAS' aktieandel kommer efter en politisk aftale, der blev indgået mandag mellem den danske regering og den grønlandske om et dansk bidrag til to lufthavne i Grønland. Her stod det klart, at den grønlandske regering ville se på muligheden for at erhverve den danske stats aktieandel.

LÆS OGSÅ Selvstyret kan købe statens andel af Air Greenland

Aftalen har en række betingelser, heriblandt at parterne skal nå til enighed om en tilfredsstillende pris for aktierne. Samtidig skal overdragelsen også godkendes af relevante myndigheder.

Hvis den grønlandske regering skal købe SAS' aktieandel, vil de samme betingelser gælde. Og samtidig skal SAS' bestyrelse også sige god for salget.

Det grønlandske selvstyre ejer allerede 37,5 pct. af aktierne i Air Greenland.