Grønland mangler uddannede olie-folk

Uddannelse af grønlandsk arbejdskraft inden for offshore er bagud i forhold til de aktiviteter der er i Grønland, mener inspektøren på Råstofskolen i Sisimiut.
22. september 2011 18:35

Skolen har et for lille budget til at uddanne folk nok til at følge med i udviklingen, og inspektøren håber at Selvstyret vil prioritere området højt, så skolen kan få de nødvendige faciliteter og undervisere.

- Olieselskaberne er godt i gang med at bore i de grønlandske kyster og hvis der skal gøres noget ved uddannelsen indenfor området, så der nu der skal prioriteres, pointerer inspektøren i råstofskolen, Hans Hinrichsen.  Han deltog i råstofkonferencen "Joining Forces" i Katuaq, der sluttede i dag.

Offshore kursisterne på Råstofskolen sendes til udlandet for at gennemføre sikkerhedsuddannelsen, som er betingelsen for at arbejde på olieriggene.

At få hjemtaget sikkerhedsuddannelsen til Grønland er en stor udfordring, siger Hans Hinrichsen, men det kræver faciliteter, undervisningsmaterialer samt undervisere.

Råstofskolen har begrænsede midler til at uddanne de kommende arbejdere på olieriggene. Desuden bygger skolens midler til at undervise kursister, på kun halvårlige budgetter og det et stort problem. Blandt andet fordi Råstofskolen er afhængig af undervisere fra udlandet og at undervisningen afvikles i korte perioder, siger inspektøren på skolen.

Han håber, at Selvstyret fremover vil investere mere i offshoreuddannelsen.

- Grønland er kommet forholdsvis sent i gang med at lave en målrettet indsats på området.

- Så jeg håber at Selvstyret vil prioritere området højt, og opbygge finansielle muligheder for at få skabt uddannelsfaciliteter, så Grønland kan få udbytte af de mange olieselskaber, der borer rundt omkring Grønland, siger inspektøren på Råstofskolen, Hans Hinrichsen.

Lige nu er fem grønlændere under uddannelse på forsøgsbasis på olierigge rundt omkring i verden. Skolen optager 5 kursister hvert år.