Grønland kvitter smøgerne

I denne uge sætter kampagnen "Røgfri Uge 22" fokus på voksnes ansvar for børn og unges sundhed, med budskabet: ”Tag snakken”.
30. maj 2016 16:27

Og det går den rette vej med rygning i Grønland.

Tendensen er både tydelig og positiv, siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Doris Jakobsen. 

- De unge vælger i stigende grad tobakken fra. Men derfor er der stadig meget, man som forældre kan gøre for at støtte sit barn i en sund livsstil uden røg, siger hun.

Doris Jakobsen understreger, at Naalakkersuisuts budskaber er enkle og handlingsorienterede. 

De hedder blandt andet "Tal med dit barn - også om tobak og rusmidler". Og "støt dit barn i at have en aktiv fritid". 

- Hvis du følger disse råd, støtter du samtidig dit barn i en sund livsstil, siger Doris Jakobsen videre. 

I forbindelse med Røgfri Uge 22 vil der blive afholdt lokale arrangementer med fokus på forebyggelse af rygning. 

Departementet for Sundhed har i den forbindelse relanceret kampagnen ”Omfavn ungdommen”. 

De kommunale forebyggelseskonsulenter har derfor fået tilsendt materiale til afholdelse af debatmøder samt t-shirts, plakater, postkort og bolde til uddeling. 

Og hvis man selv vil benytte Uge 22 til at stoppe med at ryge, kan man tilmelde sig den gratis sms-service Røgfri Nu! på Peqqik.gl.

Desuden kan den lokale forebyggelseskonsulent oplyse interesserede om, hvilke muligheder der er for at deltage i et rygestopkursus, fortæller Sundhedsdepartementet.