Samuelsen: Grønland giver lettere adgang til USA’s regering

Danmark har lettere adgang til den amerikanske administration takket være Grønland, siger udenrigsminister Anders Samuelsen.
Foto © : Folketinget
07. juli 2017 07:17

- Jeg mener, at det her område (Arktis, red.) er rigtig, rigtig vigtigt. Det er vigtigt, at Færøerne, Grønland og Danmark arbejder tæt sammen, og at vi har en rolle at spille. Og alle de platforme, hvor vi har en mulighed for det, der skal vi selvfølgelig gøre det.

Sådan siger den danske udenrigsminister Anders Samuelsen i et interview til KNR.

I regeringens nye Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi for 2017-2018 er Arktis et af hovedfokusområderne, hvor især økonomisk udvikling i Arktis har høj prioritet.

Et ekstra kort at spille med

I 2014 udtalte tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R), at der i udlandet ‘bliver åbnet døre, fordi Danmark ikke kun er den sydlige den af kongeriget, men også omfatter Grønland og Færøerne’. 

På spørgsmålet om, hvordan  den danske udenrigspolitik afspejler, at Grønland og Arktis har betydning, siger Anders Samuelsen:

- Det har det jo, fordi vi kan se, at vi har adgang til den amerikanske administration, som måske er en større adgang, end mange andre nationer har.

LÆS OGSÅ Grønland har været diplomatisk trumfkort for Rigsfællesskabet

På spørgsmålet om, hvorvidt Danmark vil have det samme at skulle have sagt i udlandet, hvis ikke det var for rigsfællesskabet, siger han:

- Nej, så var der et kort mindre at spille med. Det er klart. Sådan er det.

Altså der er et kort mere nu? Det er det, du tænker?

- Jamen det er et vigtigt område, det her. Det bliver det i højere og højere grad. Det kan man jo se. Også for amerikanerne, også for canadierne, russerne… Det bliver et område, som bliver vigtigere og vigtigere i de kommende år.

Samuelsen vil give plads til Grønland

Samuelsen understreger, at han respekterer selvstændighedsprocessen i Grønland, men at han ønsker at bevare rigsfællesskabet, fordi alle tre lande står stærkere sammen, mener han.

Gennem de senere år har der dog været adskillige politiske knaster mellem Grønland og Danmark. Både Naalakkersuisut, Inatsisartut og de grønlandske folketingsmedlemmer har flere gange kritiseret regeringen for ikke at inddrage Grønland nok i udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitikken. 

LÆS OGSÅ Uskik ikke at invitere grønlændere med i forhandlinger

Men Samuelsen ønsker at give Grønland al mulig plads i udenrigspolitikken.

Synes du, at Grønland afspejler proportionelt sin størrelse og sin betydning (…) i den danske udenrigspolitik?

- Det er i hvert fald mit ønske.

Men synes du, at den gør det i dag?

- Men det tror jeg altså er nemmere, at grønlænderne konkludere på…

Men nu spørger jeg dig som udenrigsminister.

- Jeg gør jo, hvad jeg kan for at give os og hinanden så meget plads som overhovedet muligt. Og det gør jeg ud fra en respekt for Grønland og den debat, som er i Grønland i forhold til hvilken rolle, Grønland helst ser sig spille. Og det skal Grønland have mulighed for at konkludere på og helt ud i den yderste konsekvens , om man ønsker selvstændighed. Men det er ikke noget, som jeg skal blande mig i.

Hvorvidt udenrigsministeren forstår kritikken om, at Danmark fører udenrigspolitik på bekostning af Grønland, siger han:

- Jeg opfatter det ikke på den måde. Jeg har en kæmpe respekt for det grønlandske folk og ønsket om at varetage de grønlandske interesser. Og det er mit mål i samarbejde med grønlænderne at sørge få, at vi fremmer de mål bedst mulig måde. Og jeg tror, alle har bedst gavn af, at vi gør det her i et samarbejde end hver for sig.