Grønlændere og færinger i Danmark kan nu hurtigere vaccineres

Der er ikke længere krav om opholdsvarighed, før grønlændere og færinger kan få coronavaccination.
Tilbuddet om gratis vaccination i Danmark vurderes at være relevant for cirka 5500 personer. Foto © : Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Skrevet af Ritzau
23. juli 2021 16:13

Fra fredag er det muligt for grønlændere og færinger at blive vaccineret mod coronavirus i Danmark, uanset hvor længe de opholder sig i landet.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Tidligere har der været krav om, at grønlændere og færinger, der ikke har fast bopæl i Danmark, skal have haft ophold i Danmark i minimum en måned, hvor vaccination så har kunnet foretages efter 14 dage.

LÆS OGSÅ Múte B. Egede: Vaccinationer muliggør andre løsninger end nedlukning

Men efter ændring af bekendtgørelsen om gratis vaccination mod coronavirus stilles der ikke længere krav til længden af opholdet i Danmark.

- Borgere med bopæl på Færøerne og Grønland vil således - afhængig af praktikken - kunne modtage vaccination ved opholdets første dag, lyder det i pressemeddelelsen.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at den danske vaccinekapacitet er tilstrækkelig til at stille vacciner til rådighed for alle bosat i Rigsfællesskabet, der befinder sig i Danmark.

Tilbuddet om gratis vaccination i Danmark vurderes at være relevant for cirka 5500 personer.