Grøn energi til Ilulissat om få dage

Efter at 200 tons sprængstof er sprængt, og 300.000 tons sprængsten er blevet fjernet fra flere tunneler, er Ilulissat ved at være klar til at modtage grøn energi fra Nukissiorfiits seneste byggeri af vandkraftværk i Paakitsoq.
27. oktober 2012 14:06

Efter to et halvårs byggeri af vandkraftværket tæt ved Indlandsisen i Paakitsoq, der ligger 50 kilometer nordøst for Ilulissat, er vandkraftværket ved at være klar til at levere strøm til Ilulissat fra en af værkets tre turbiner:

- Vi er stort set igennem testprogrammet for selve turbinen. Så det vi skal nu, er at teste transformerstationen inde i byen, og vi skal teste transmissionslinjen ind til byen, så vi formentligt om få dage kan sige:- Nu fungerer maskineriet, og vi kan levere strøm ind til byen, siger Ole Kristensen, der er Nukissiorfiits tilsynsfører af vandkraftsbyggeriet i Paakitsoq.

Til trods for at byggeriet af vandkraftværket er forløbet planmæssigt, kan Nukissiorfiit ikke garantere for, at Ilulissat-borgerne vil slippe for kraftværkets børnesygdomme i den første periode:

- Når man går over og bruger vandkraftværket, så må vi erkende, at så kan der godt komme nogle strømfald ud engang imellem. Men det må vi prøve på at minimere så meget så muligt. Og stadigvæk, så har vi jo så elværket inde i byen som reserve, hvis vi ikke kan levere herude fra. Så vi må bede folk om, at være en lille smule tålmodige den første periode, men derefter så regner vi med at have rimelig styr på det.

Nukissiorfiit forventer at kunne levere strøm fra Paakitsoq til Ilulissat i løbet af weekenden:

- Hvis alt går godt - det håber vi det gør – så kan vi formentligt i weekenden levere strøm ind til byen, siger Ole Kristensen. Hele anlægget af vandkraftsværket i Paakitsoq forventes idriftsat i 2013.