Trump: - Grænsen til Mexico lukkes muligvis

Grænsen mellem USA og Mexico kan blive lukket på ubestemt tid, hvis situationen med de tusinder af migranter, der har kurs mod USA, kommer "ud af kontrol".
Foto © : AP/RITZAU
Skrevet af Ritzau
22. november 2018 17:14
Versionist Mads Lynge

Det siger den amerikanske præsident, Donald Trump, torsdag.

En karavane af migranter har i flere uger været på vej fra Mellemamerika op gennem Mexico med kurs mod USA.

Trump har beordret tusinder af soldater til grænsen for at hjælpe med at bevogte den.

Han siger også, at det vil være "o.k." for de amerikanske soldater at skyde for at dræbe, hvis det bliver nødvendigt.

- Hvis de bliver nødt til det, anvender de dødeligt magt. Jeg har sagt o.k., men håber, at de ikke bliver nødt til det, siger Trump.

Et af hans vigtigste løfter under valgkampen i 2016 var at bygge en mur langs grænsen til Mexico for at forhindre indvandring og narkosmugling.

Men selv da hans eget republikanske parti havde magten i begge kamre i Kongressen, lykkedes det ham ikke at komme igennem med det.

Nu har Demokraterne flertal i Repræsentanternes Hus og ventes ikke at bakke op om Trumps krav om en mur.