Gorm var ungerådgiver: Nu laver han gratis visirer til sundhedsvæsenet hjemme fra stuen

Gorm Geisler Vold kan lave omkring 20 visirer i døgnet.
- Jeg var ved at give op for et par dage siden. Men jeg prøvede igen og arbejdede hårdt, så det lykkedes, det er jeg glad for, siger Gorm Geisler Vold. Foto © : KNR
21. april 2020 16:31

En idé. En 3D printer og en masse vilje.

Det har Gorm Geisler Vold, der har fået en godkendelse fra Landslægeembedet til at producere hjemmelavede visirer til landets sundhedsvæsen.

Grønland er langt fra så hårdt ramt af coronakrisen som for eksempel Danmark, Færøerne og Island. 11 har været smittet i Nuuk, men alle 11 er blevet meldt raske igen. 

Der er nu gået 16 dage uden nye smittede. Men hvis en epidemi pludselig bryder ud, eller hvis sundhedsvæsenet begynder at mangle værnemidler til personalet, så står Gorm Geisler Vold klar til at dække behovet for visirer. For verden over er der mangel på værnemidler.

Dansk initiativ

Han har nemlig lånt en såkaldt 3D printer, der kan bygge ting fra bunden ved at smelte plastik. Og dermed kan han lave komponenter til produktionen af visirer.

Foto © : KNR

Gorm Geisler Vold tester det nye visir. 

 

Gorm er egentlig selvstændig børn- og ungerådgiver. Men på grund af coronakrisen kunne han ikke mødes med klienter, og så gik forretningen ikke så godt.  

Men så blev han kontaktet af folk i Danmark, der spurgte, om han havde lyst til at lave visirer. I Danmark er der nemlig en gruppe, der har fået tilladelse til at producere visirer til det danske sundhedsvæsen.

Og Gorm sagde ja med det samme.

3D printer i fuld sving

IT-virksomheden Inu-IT lånte Gorm deres 3D printer, og han fik desuden donationer fra Nuuk Kontorforsyning og Nuuk Offset i form af plastik til visiret.

Men det var ikke nemt at starte med. Der var masser af tekniske udfordringer med 3D printeren, men med en masse vilje og tid under corona-restriktioner i Nuuk, kom det på plads.

- Det var nok det sværeste. Jeg var ved at give op for et par dage siden. Men jeg prøvede igen og arbejdede hårdt, så det lykkedes, og det er jeg glad for, siger Gorm Geisler Vold.

- Nu producerer jeg næsten som om, det var fra en fabrik.

Produktionen foregår i hans eget hjem. Hans prototype er blevet godkendt af Landslægeembedet, og nu er produktionen i gang.  

- Jeg kan producere omkring 20 stykker i døgnet. Jeg tænker, at jeg vil samle lidt sammen over en uge, og så vil jeg aflevere nogle stykker til sundhedsvæsnet. Jeg kan løbende levere til dem, siger han.

Han afleverer hele produktionen af visirer gratis til sundhedsvæsenet.

 

Gorm Geisler Vold laver visirer