Google indgår forlig: Skal betale Frankrig 7,2 milliarder

Google og Frankrig afslutter skattesag med stor bøde og ekstraskat til techgigant. Danmark kan følge Frankrig.
Google har sit europæiske hovedkvarter i den irske hovedstad Dublin. Franske efterforskere har forsøgt at efterprøve, om Google har undladt at betale skyldige skatter i Frankrig
Skrevet af Ritzau
13. september 2019 10:15

Google er torsdag gået med til at betale en kæmpebøde og ubetalte skatter i Frankrig til sammenlagt næsten en milliard euro.

Det nøjagtige beløb i danske kroner er 7,2 milliarder.

Det oplyser den amerikanske techgigant. Det sker som led i et forlig.

Den franske anklagemyndighed oplyste kort forinden, at Google er gået med til at betale en halv milliard euro i bøde for at afslutte en fire år lang undersøgelse.

- Vi har afsluttet skattesagen og relaterede stridigheder, vi har haft med Frankrig i mange år, hedder det i en skriftlig erklæring fra Google.

- Disse aftaler omfatter en betaling på 500 millioner euro, som bebudet af en fransk domstol i dag, og 465 millioner euro i yderligere skatter, vi er gået med til at betale, skriver Google.

Betaler meget lidt i skat

Google har sit europæiske hovedkvarter i den irske hovedstad, Dublin. De franske efterforskere har forsøgt at efterprøve, om Google har undladt at betale skyldige skatter i Frankrig. Det har selskabet gjort ved ikke at deklarere sine aktiviteter i landet.

Google betaler meget lidt i skatter rundtom i EU-landene, fordi det registrerer alle sine europæiske salgsindtægter i Irland.

Det kan Google gøre under den nuværende internationale skattelovgivning.

Udfaldet af den franske sag kan danne præcedens for andre af USA's store techselskaber, der er aktive i Frankrig. Det siger Frankrigs budgetminister, Gérald Darmanin, til avisen Le Figaro.

Truer med told på vin

Han siger, at der allerede er samtaler i gang med adskillige andre selskaber - store som små. Men han nævner ikke navne på nogen af dem.

Frankrig har uden om EU valgt at indføre sin egen skat på de store techselskaber. Det har fået præsident Donald Trump til at true med at svare igen med told på fransk vin.

Frankrig har haft besvær med at overbevise de europæiske lande om at finde en model, så man kan beskatte de digitale selskaber. Det har navnlig stødt på modstand fra Irland, Sverige, Finland og den tidligere danske regering.

Men statsminister Mette Frederiksen (S) sagde under et besøg i Tyskland i sommer, at hun overvejer at indføre de samme regler til beskatning som Frankrig over for selskaber som Facebook, Apple og andre. Det skrev dagbladet Børsen.

- Jeg er villig til at gå hele vejen, sagde hun.