GE: Skidt timing at droppe Eskimologi-studiet

Grønlands Erhverv beklager, at Københavns Universitet midlertidigt stopper for nye studerende på faget Eskimologi og Arktiske Studier i 2016.
Foto © : KNR
22. januar 2016 17:25

Direktør i GE, Brian Buus Pedersen, peger på, at Arktis er et af klodens geopolitiske brændpunkter, som også internationale investorer og virksomheder har fokus på.

Derfor giver det ingen mening at lukke ned for et fag som Eskimologi, selv om det også kun er midlertidigt, mener direktør i GE, Brian Buus Pedersen.

- Erhvervsudviklingen i Grønland befinder sig ved et afgørende vendepunkt, hvor store infrastrukturprojekter, anlæg af nye miner og andre industrier kun kan realiseres ved hjælp af omfattende udenlandske investeringer, siger Brian Buus Pedersen.

Læs også Forskere advarer mod at skære i Arktis-studier

Læs også Universitet: Små studier er for dyre

Han understreger, at disse store projekter og en fortsat innovativ erhvervsudvikling i Grønland i høj grad netop er afhængig af aktiviteterne i de arktiske studie- og forskningsmiljøer i Danmark.

Grønlands Erhverv opfordrer derfor Københavns Universitet til at lukke dørene op igen for nye studerende på Eskimologi og Arktiske Studier i 2017.

Den danske uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen (V), bør også generelt styrke alle arktiske uddannelsesretninger i Danmark, lyder opfordringen fra GE.

Læs også Dansk analyse efterspørger langt større fokus på Arktis

Læs også Universitet sætter stopper for Eskimologi-studie