GA: En sandhed med modifikationer

Grønlands Arbejdsgiverforening er godt tilfreds med, at opførelsen af de længe ventede byhuse i Qaqortoq, Sisimiut og Ilulissat omsider kan komme i gang.
29. marts 2012 09:39

GA er ikke særligt imponeret af sagsforløbet frem mod de tre byggerier og kritiserer direkte Jens B. Frederiksen, der forleden i en pressemeddelelse slog fast, at han i kraft afsin vedholdenhed har fået kvadratmeterprisen væsentlig ned - fra godt 20.000 til 17.000 kroner.

Og det er rigtigt, skriver GA i en pressemeddelelse.

- Men det må også konstateres, at det er to vidt forskellige byggeprojekter, Jens B. Frederiksen sammenligner. Og derfor mener vi i al stilfærdighed, at Naalakkersuisoq for Boliger pynter sig med lånte fjer, skriver GA.

Ifølge arbejdsgiverforening er der nemlig sket væsentlige omprojekteringer, der har været med til at reducere materialeudgifterne betragteligt.

Og GA kalder hele sagsforløbet omkring byhusene for farceagtigt.

- Hvis Jens B. Frederiksen tillægger de omkostninger, som han i kraft af aflyste licitationer, ændrede udbudsformer og omprojekteringer selv har været skyld i, og derfra trækker de reduktioner, som omprojekteringen giver, ville sammenligningsgrundlaget være fair. Men den sandhed kommer næppe for dagen, lyder det fra GA, der  iøvrigt håber, at Naalakkersuisut som bygherre har lært af sagen, så man i fremtiden undgår uklare udbud, spild af entreprenørernes tid samt forsinkelser af boliger, der er særdeles hårdt brug for.