G20-møde i Argentina kan 'smuldre'

Det er sandsynligt, at det kommende G20-møde i Argentina ikke kommer til at følge den gængse dagsorden. Det kan internationale stridigheder stå i vejen for.
Det kan blandt andet være handelskrigen mellem USA og Kina, der får det kommende G20-møde til at handle om andet end økonomisk udvikling Foto © : Nelson Runkle/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau, Mette Wallach
30. november 2018 09:17

Handelskrigen mellem USA og Kina, krisen mellem Rusland og Ukraine og den saudiske kronprins Mohammed bin Salmans påståede rolle i drabet på journalisten Jamal Khashoggi.

Det er tre emner, der vil hænge tungt i luften, når stats- og regeringscheferne fra verdens førende økonomier fredag mødes til G20-topmøde i Argentina.

På dagsordenen er emner som økonomisk udvikling, investeringer og infrastruktur.

Men det er alle de spørgsmål, der ikke er på dagsordenen, der truer med at overskygge G20-topmødet, siger Thomas Bernes fra tænketanken Centre for International Governance Innovation i Canada.

Det gælder blandt andet spændinger mellem Europa og USA og den saudiske kronprins' mulige rolle i det blodige drab på konsulatet i Istanbul.

- Den sande test vil være, om andre medlemmer af G20 vil handle resolut, eller om vi bliver vidner til, at G20 smuldrer som et forum for internationalt økonomisk samarbejde, siger Thomas Bernes.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, ankom torsdag som en af de første regeringsledere til Argentinas hovedstad, Buenos Aires.

Her opfordrede han til, at der skabes "total klarhed" om efterforskningen af drabet på Khashoggi. Macron siger, at de europæiske ledere bør drøfte emnet på et møde fredag.

Værten for topmødet, den argentinske præsident, Mauricio Macri, siger, at spørgsmålet er "på bordet" ved bilaterale møder og muligvis også større møder.

Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, har afvist, at han har spillet nogen rolle i drabet på Khashoggi.

Topmødet i Argentina er hans første udlandsrejse, siden beskyldningerne mod ham blev fremsat.

Blandt deltagerne er også Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, som har været yderst kritisk over for Saudi-Arabien i denne sag.

Den amerikanske regering har derimod gjort det klart, at den ikke ønsker at lade drabssagen spolere forholdet til Saudi-Arabien.

- Blot at se, hvordan lederne interagerer med kronprinsen, vil være interessant, siger Willis Sparks, der er direktør for makropolitik i Eurasia Group.

- Jeg forventer, at Trump vil tage varmt imod ham, mens europæiske ledere formentlig vil forsøge at undgå at blive fotograferet sammen med ham.

 Et andet betændt emne er den nuværende krise mellem Ukraine og Rusland, der fik USA's præsident, Donald Trump, til at aflyse et møde med sin russiske kollega, Vladimir Putin.

Trumps møde med Kinas præsident, Xi Jinping, finder sted som planlagt, men iagttagere tvivler på, at mødet vil betyde en afslutning på handelsstriden mellem de to lande.