Futsalspillere efter trænerfyring: Det er skudt forbi af KAK

- Jeg har svært ved at se andre, der kan overgå Rene Olsen, siger anfører i futsallandsholdet. KAK har efter manglende resultater opsagt samarbejdet med Rene Olsen som landstræner.
Futsal landshold december 2021
Futsallandsholdet sluttede på fjerde plads ved Nordic Cup i december. Det kostede landstræner Rene Olsen jobbet Foto © : Vivi Fleischer
Skrevet af Noah Mølgaard
24. januar 2022 15:44

Deltagelse i den nordiske futsalturnering, Nordic Cup, uden medaljer har kostet Rene Olsen jobbet som landstræner.

Sidste uge blev Rene Olsens kontrakt med Grønlands Boldspil-Union nemlig opsagt på grund af manglende resultater.

Beslutningen blev truffet i KAK’s bestyrelse, da deltagelsen i Nordic Cup blev evalueret i midten af januar.

Tilbage står landsholdsspillerne som ikke forstår bestyrelsens beslutning, og mener, at problemets kerne ligger et andet sted.

- Vi kæmpede alt det vi kunne for at vinde medaljer under Nordic Cup. Vi mener at man først og fremmest bør kigge på turneringsformen herhjemme, siger anfører for futsal-landsholdet Lars-Erik Reimer til KNR.

- Man skal huske, at vi spillede mod hold, der har spillere, der spiller i en liga og spiller langt flere kampe i løbet af en sæson i forhold til antal kampe vi spiller og har dermed større erfaringer, uddyber anføreren.

Ny turneringsform bliver bakket op

Formand for KAK, Benjamin Kielsen er enig Lars-Erik Reimer. Men han understreger, at beslutningen om at afslutte samarbejdet med Rene Olsen ikke bliver ændret.

- Generalforsamlingen i KAK har for to måneder siden bakket op om Gert Fleischers forslag om ny turneringsform. Men vi har først fornyligt modtaget referatet fra generalforsamlingen og turneringsudvalget vil følge op på generalforsamlingens beslutning, siger Benjamin Kielsen, der understreger at ny turneringsform tidligst kan tages i brug fra næste år.

LÆS OGSÅ Futsal: Grønland slutter som nummer fire

Landsholdet er med andre ord lodret uenige med KAK’s trænerfyring og mener, at Rene Olsen har trænerkvaliteter, der er svære at erstatte.

- Jeg har svært ved at se andre hjemlige trænere, der kan overgå Rene Olsens kvaliteter som træner, siger Lars-Erik Reimer.

- Han har på baggrund af sin træneruddannelse selv lavet hvidbog til alle spillere og har givet os markant fremgang. Vi føler også at vi kan få størst fremgang når vi har en grønlandsk landstræner, og jeg har svært ved at se nogen herhjemme, der kan erstatte Rene Olsen, siger Lars-Erik Reimer.

Benjamin Kielsen anfægter heller ikke Rene Olsens trænerkvaliteter, men holder fast ved at der skal findes ny landstræner.

- Vi mener grundlæggende, at det er farligt at basere udvikling af futsal på en træner. Vi har mere interesse i, at vi skaber flere dygtige trænere. Jeg er sikker på at vi finder en ny dygtig landstræner, slutter Benjamin Kielsen.