Futsal: Young Guns skød sig til guld

U-18 GM i futsal sluttede søndag med finale mellem to hold fra Nuuk.
Skrevet af Noah Mølgaard
10. maj 2021 15:54

Young Guns fra Nuuk vandt GM i futsal for U-18 efter en sejr over lokalrivalerne fra GSS søndag aften.

Sådan sluttede U-18 GM i futsal:
1. Young Guns Futsal, Nuuk

2. GSS, Nuuk
3. Nagdlúnguak, Ilulissat
4. S-68, Sisimiut
5. T-41, Aasiaat
6. I-69, Ilulissat
7. B-67, Nuuk
8. Disko 76, Qeqertarsuaq
9. Siuteroq 43, Nanortalik
10. N-85, Narsaq

Årets fighter:
Addy Frederiksen, I-69
Årets tekniker og topscorer:
Otto Fleischer, S-68
Årets talent:
Milo L. Pedersen, B-67
Årets spiller:
Niklas Kleist, Young Guns Futsal

Begge hold nåede finalen efter at have været ubesejrede i hele turneringen. GSS fulgte godt med i starten af kampen med flere nærgående skud mod målet.

Young Guns fik overtaget som kampen skred frem, og vandt finalen sikkert med 6-2 og havde chancer til endnu flere mål.

Træner for Young Guns David Janussen mener, at træningsdisciplin blev afgørende for triumfen.

- Vi har siden vi stiftede Young Guns aftalt med spillerne at alle skal komme til hver træning, siger David Janussen.

Der kan højst være 15 spillere på hvert hold til GM for U-18 i futsal. Spillere, der ikke tog træningen seriøst, er blevet valgt fra med tiden.

- Vi har ingen interesse i at ramme andre klubber i Nuuk, men vil tværtimod være med til at udvikle futsal i Nuuk, siger David Janussen.

Anfører hos Young Guns, Niklas Kleist, blev kåret som årets spiller og kom også med på årets hold.

Nagdlúnguak fra Ilulissat vandt over S-68 fra Sisimiut i bronzekampen.