Futsal: Suverænt mesterskab til B-67

GM i futsal for herresenior sluttede søndag med placeringskampe og kåringer.
Skrevet af Noah Mølgaard
19. april 2021 11:33

Spændingen udeblev i finalen ved herrernes GM i futsal, der blev afviklet i Godthåbhallen i Nuuk søndag aften.

B-67 fra Nuuk satte sig totalt på finalen og vandt over lokalrivalerne fra IT-79 med 14-0.

Sådan sluttede GM:
1. B-67, Nuuk
2. IT-79, Nuuk
3. Aqissiaq, Maniitsoq
4. K-33, Qaqortoq
5. Nagdlúnguak, Ilulissat
6. Nagtoralik, Paamiut
7. I-69, Ilulissat
8. Kugsak-45, Qasigiannguit
Årets hold:
Malik Hermarij, B-67
Phillip Holmene, B-67
Nick Reimer, B-67
Lars Erik Reimer, Nagdlúnguak
Hans Karl Berthelsen, IT-79
Årets fighter:
Bastian Rosing, B-67
Årets tekniker:
Hans Karl Berthelsen, IT-79
Årets spiller:
Phillip Holmene, B-67

Grundige forberedelser og et godt kollektiv blev nøglen til succes for B-67, forklarer holdets anfører Patrick Frederiksen umiddelbart efter triumfen.

- Vi har et godt sammenhold i vores hold. Vi har også under træningen snakket om, at vi vil prioritere holdindsats og give os 100 procent når vi er inde på banen, siger Patrick Frederiksen til KNR.

B-67 råder over flere spillere, der har været med på landsholdet og bliver formentlig landsholdsaktuelle, når en ny bruttotrup bliver udtaget i den nærmeste fremtid.

LÆS OGSÅ Futsal: I-69 kvinder genvinder GM-titel

- Der bliver stillet krav til spillere på landsholdet, at de skal træne flere gange om ugen og blive testet på deres konditionsniveau hver måned.

- Det har derfor været en stor hjælp til vores nuværende konditionsniveau, siger Patrick Frederiksen.

Der blev ikke levnet mange chancer til IT-79 under finalen, som B-67 vandt med 14-0.

- Vi har kigget video på vores tidligere kampe under dette GM. Vi kender også IT-79 i forvejen og brugte den viden under finalen, forklarer Patrick Frederiksen.

Aqissiaq fra Maniitsoq vandt bronze, da de vandt over K-33 fra Qaqortoq i bronzekampen med 8-6.