Futsal: Gyserfinale i Aasiaat

Kvalifikationskampe til GM i futsal er i fuld gang. Tre hold er klar og der bliver fløjtet flere kampe i dag, hvor der skal spilles om tre pladser til slutrunden i Nuuk.
Kugsak-45 har kvalificeret sig til GM i futsal. Foto © : Jørgen Brandt-Klemensen
Skrevet af Noah Mølgaard
22. marts 2021 14:03

Kugsak-45 fra Qasigiannguit har kvalificeret sig til GM i futsal hos herreseniorer.

Men de skulle først igennem forlænget spilletid i den afgørende kamp mod G-44 fra Qeqertarsuaq, inden jublen kunne bryde løs.

GM-kvalifikationskampe i futsal bliver afviklet som kommunemesterskaber. Og Kommune Qeqertalik har fået tildelt en enkelt plads til slutrunden i Nuuk.

LÆS OGSÅ Fodbold: Nu er der grønt lys til indendørs GM

Kugsak-45 og G-44 spillede finale i kvalifikationsrunden, der sluttede søndag aften i Aasiaat.

Den ordinære spilletid sluttede uafgjort 3-3, hvorefter der skulle spilles 2 gange 5 minutter.

- Der scorede Kugsak-45 to gange, mens det ikke lykkedes for G-44 at score igen. Dermed vandt Kugsak-45 finale med 5-3, meddeler Grønlands Boldspilsunion KAK.

T-41 fra Aasiaat vandt bronzekampen over KB-84 med 7-1.

Der blev også spillet kvalifikationsturnering i Avannaata Kommunia, hvor der blev spillet om to pladser til slutrunden i Nuuk.

LÆS OGSÅ Futsal: KNI Cup blev generalprøve til GM

Spændingen udeblev i finalen, da Nagdlúnguak fra Ilulissat overtrumfede lokalrivalerne I-69 med 20-2.

Bronzekampen mellem Qaanaaq Sport Club og UB-83 fra Upernavik blev en målrig affære, der sluttede med 7-6 til UB-83.

Kvalifikationsturneringen i Kommuneqarfik Sermersooq bliver fløjtet i gang i Nuuk mandag, hvor der bliver spillet om tre pladser.

Der skal også spilles kvalifikationsturnering i Kommune Kujalleq i den kommende weekend. Et hold går videre til slutrunden, oplyser KAK. Qeqqata Kommunia skal også spille om en plads.